Nye tal fra Transparency International peger på fortsat alvorlige problemer med korruption i Libanon. Modsat flere af de øvrige lande i Mellemøsten, har Libanon ikke forbedret sin placering i forhold til sidste års korruptionsindeks.
Libanon indtager pladsen som nummer 127 ud af 178 lande, og vurderes som mere korrupt end både Algeriet, placeret som nr. 105, Egypten (98) og Saudi Arabien (50). Alle tre lande har indtaget en markant forbedret placering i forhold til sidste års indeks.
Ifølge eksperter, er det høje niveau af korruption i Libanon et levn fra borgerkrigen:
“Det høje niveau af korruption i Libanon skyldes blandt andet, at mange, både formelle og uformelle, samfundsmæssige strukturer blev slået i stykker under den 15 år lange borgerkrig. Man tilvænnede sig en adfærd, hvor betaling under bordet blev dagligdag, og selvom det snart er 20 år siden borgerkrigen sluttede, er det aldrig blevet rettet op. Sådan forklarer Lektor i Mellemøststudier ved Syddansk Universitet Peter Seeberg.
Samfundsmæssige strukturer er altså en af årsagerne til den omfattende korruption, men hvad er det der gør strukturerne i Libanon så problematiske?
Det politiske system skaber mistillid
Ifølge den libanesiske anti-korruptionsorganisation LTA (Lebanese Transparency Association), er det især det politiske system der fordeler politisk og institutionel magt mellem de religiøse og etniske grupper i landet, som skaber problemer.
Denne model koncentrerer magten i hænderne på få udvalgte nøglepersoner i spidsen for de forskellige grupper. Nøglepersonerne udpeges formelt af et ministerråd, men er i realiteten resultat af forhandlinger mellem politiske ledere som vælger deres kandidater, baseret på religion og slægtsforhold.
“Når en udvalgt gruppe af magthavere dominerer landets politik og bestemmer over dets ressourcer, så udvandes demokrati, deltagelse og politisk tillid - og korruption opstår” skriver LTA.
Korruption er et stort problem for den politiske og økonomiske udvikling i Libanon.
Bureaukratiske procedurer i forbindelse med investeringer, komplicerer forholdene for iværksættere og udenlandske investorer ligesom en uklar og modstridende lovgivning skaber politisk uigennemsigtighed.
I Libanon har bekæmpelse af korruption været på den politiske dagsorden siden 1992, men resultaterne er svære at få øje på.
Den tyske tænketank Bertelsmann Stiftung, begrunder den positive udvikling i det øvrige Mellemøsten, med en udtalt politisk vilje til at bekæmpe korruption samt fokus på at skabe tillid og gennemsigtighed i de politiske strukturer.
Qater underskrev i 2005 FNs konvention mod korruption og regeringen i de Forenede Arabiske Emirater har indført nul-tolerance politik og sanktioner imod korruption.
Ifølge LTA kan korruption i Libanon kun bekæmpes gennem en fælles indsats fra de forskellige politiske og religiøse fraktioner i landet samt en inddragelse af den private sektor og det libanesiske civilsamfund. Mest af alt, kræves politisk vilje og prioritering.
FAKTABOKS
Transparency Internationals korruptionsindeks er baseret på niveauet af korruption i den offentlige sektor i 178 lande. De forskellige lande inddeles efter en skala fra 0 – 10 hvor 0 indikerer et højt niveau af korruption og 10 et lavt. Libanon er tildelt en score på 2,5 som er identisk med sidste års resultat.
De nyeste tal vidner om en generel positiv udvikling for flere Arabiske lande. Qatar er som nummer 19 placeret foran Storbrittanien (20) og De Forenede Arabiske Emirater er placeret som nr. 28 foran både Spanien og Portugal.
Kun Jordan er rykket ned på listen, ligesom Irak og Afghanistan er placeret blandt de mest korrupte lande i verden, med Somalia helt i bunden.
Se det nyeste korrutionsindeks fra Transparency International her:
Denne artikel er udgivet på www.u-landsnyt.dk
mandag den 1. november 2010
fredag den 8. oktober 2010
Mikrobryggeriet 961 overvinder krig og øl-kultur i Libanon
Libanons første mikrobryggeri blev grundlagt under 33-dages krigen mod Israel i sommeren 2006. Verdensbanken fraråder investeringer i det ustabile land, men det forhindrer ikke lokale iværksættere i energisk at promovere sig som særligt omstillingsparate, fordi muligheden for krig altid er tilstede i businessplanen. Mikrobryggeriet 961 med Mazen Hajjar i spidsen, har fået succes med øl-produktion i et land uden øl-kultur.
Produktionen begyndte i gryder og spande i Mazen Hajjars køkken, mens israelske bomber regnede ned over området.
“Indrømmet, det var ikke et særligt fordelagtigt tidspunkt at begynde at drive forretning på, men vi fortsatte alligevel i troen på, at udover gode råvarer, tid og kærlighed, kan en god historie ligeledes spores i øllens kvalitet”.
Dette endte med 4 øltyper, som de mente kunne bære en større produktion, fortæller han.
Stik modsat Verdensbanken, mener Mazen at Libanon er et ideelt sted at drive forretning. Der er et stort og voksende klientel af bevidste forbrugere, som ønsker høj kvalitet, og gerne vil betale for det. Libanons overklasse vokser, og der er i den grad en gå-ud-kultur. Nye barer og cafeer åbner i et væk, og folk strømmer til.
Fremtidsudsigterne er ustabile ja, men det er kun et spørgsmål om at medregne de ustabile faktorer og altid have en back-up plan klar til når alvorlige uroligheder opstår. “Faktisk” siger Mazen, “gør denne omstændighed business i Libanon mere omstillingsparat, og i stand til at håndtere uroligheder – noget som ikke var tilfældet ved bombningerne i New York, London og Madrid, hvor disse hændelser påvirkede markedet markant”. Han fortsætter:
“Dem der udelukkende kigger på Libanons ustabile politiske strukturer, og herudfra stempler Libanon som et ufordelagtigt sted at investere er ignorante. Verdensbanken, og hvem der ellers laver disse analyser, har jo ikke fattet hvad det handler om i Libanon”.
Udover usikkerheden i at investere i et krigsramt Libanon under faldende bomber, bevægede Mazen og hans partnere sig i 2006 ind på et marked med tvivlsom efterspørgsel.
Libanon er ingen øldrikkende kultur, faktisk er den mængde som indtages på et år tilsvarende mængden af øl, indtaget på bare 10 dages Oktoberfest. “Det er jo en naturlig konsekvens af, at vi libanesere altid har skulle trækkes med Almaza – det er en elendig øl” siger Mazen. Almaza ejes af Heineken, og har haft monopol på øl-produktion i Libanon de sidste 75 år.
Da Mazen og hans partnere kastede sig ud i projektet, havde ingen af dem erfaring med at brygge øl. De modtog det første brygge-udstyr fra Canada i et samlesæt á 40 dele, og anede ikke hvordan de skulle bære sig ad med at gøre det funktionelt. Det lykkedes dem efter tre måneder og en masse mailkorrespondance frem og tilbage med firmaet i Canada, som ikke mente de unge mænd måtte være rigtig kloge.
I begyndelsen var det noget sløjt med afsætningen, men stille og roligt blev øllen kendt, og omsætningen er indenfor det sidste år steget i en sådan grad, at 961 netop er flyttet til større lokaler, og har udvidet brygge-faciliteterne. Hvor de før havde kapacitet til at brygge 2-300.000 flasker øl om året, kan de nu årligt sætte 5 milllioner øl på markedet.
De nye lokaler er stadig ved at blive gjort klar, så Mazens kontor består af to læderstole i indkørslen til bryggeriet. Imens vi sidder dér og snakker, kommer forskellige leverandører forbi, og ordner forretninger. To mænd kommer på motorcykel, de står for gaslevering, og skal lige have skrevet en check under. En anden mand dukker op, tjekker test-udstyret, får en øl, og smutter videre.
Der er mange løse ender som skal samles, inden 961 for alvor er oppe at køre igen. Der er nogle problemer med forsyningen af electricitet og justeringer af maskiner. Flytningen har sat 961 i bero i en længere periode, og en del af produktionen har været taget af markedet.
Skønt det ikke har været et bevidst valg, synes denne stille-periode at have affødt en endnu større efterspørgsel på 961s øl, og Mazen er overbevist om, at det lille bryggeri står foran en stærk genopståen.
Trods fremgang kan 961 fortsat langt fra måle sig med Almaza.“ Vi sælger ca. én 961 pr. syv Almazas vil jeg tro” siger Walid Attaya, ejer af en café i Beiruts Hamra-distrikt.
Men 961 er mere end salgstal: “Formålet for 961 har aldrig været at erstatte Almaza på markedet. De fleste foretrækker Almaza fremfor 961, og det skal de have lov til – så længe de har et valg. Det er demokratisering af ølindustrien” smiler Mazen.
Udover at brygge god øl, ønsker 961 også at sætte fokus på lokal og bæredygtig produktion og social ansvarlighed. De anvender så vidt muligt lokalt producerede ingredienser, giver overskudslagre til økologiske landbrug, tager del i anti-spritkørsel- og anti-stofmisbrugskampagner og de støtter forskellige kulturelle og sociale events.
Det skal blive spændende at se, om efterspørgslen efter special-øl i Libanon tilsvarer den nye udvidede produktion. Mazen er ikke et øjeblik i tvivl: “Bare se på USA og Danmark, for 50 år siden var der ikke særlig mange øl at vælge imellem, og nu vælter det frem med mikrobryggerier. Jeg tror det samme kommer til at ske her i Libanon, første skridt er at gøre folk bevidste om, at øl er så meget mere end Almaza, Efes og Corona”
961 udvider dels antallet af barer, restauranter og markeder, som distribuerer øllen i Libanon og i regionen, og ligeledes har distributører over hele verden kontaktet det lille bryggeri med henblik på eksport. Også i Skandinavien har Mazen kontakter, så hold øjnene åbne efter 961-øl på barer og butikshylder og prøv dem straks. Det er både en meget velsmagende bid af Libanon og en rigtig fin historie.
Produktionen begyndte i gryder og spande i Mazen Hajjars køkken, mens israelske bomber regnede ned over området.
“Indrømmet, det var ikke et særligt fordelagtigt tidspunkt at begynde at drive forretning på, men vi fortsatte alligevel i troen på, at udover gode råvarer, tid og kærlighed, kan en god historie ligeledes spores i øllens kvalitet”.
Dette endte med 4 øltyper, som de mente kunne bære en større produktion, fortæller han.
Stik modsat Verdensbanken, mener Mazen at Libanon er et ideelt sted at drive forretning. Der er et stort og voksende klientel af bevidste forbrugere, som ønsker høj kvalitet, og gerne vil betale for det. Libanons overklasse vokser, og der er i den grad en gå-ud-kultur. Nye barer og cafeer åbner i et væk, og folk strømmer til.
Fremtidsudsigterne er ustabile ja, men det er kun et spørgsmål om at medregne de ustabile faktorer og altid have en back-up plan klar til når alvorlige uroligheder opstår. “Faktisk” siger Mazen, “gør denne omstændighed business i Libanon mere omstillingsparat, og i stand til at håndtere uroligheder – noget som ikke var tilfældet ved bombningerne i New York, London og Madrid, hvor disse hændelser påvirkede markedet markant”. Han fortsætter:
“Dem der udelukkende kigger på Libanons ustabile politiske strukturer, og herudfra stempler Libanon som et ufordelagtigt sted at investere er ignorante. Verdensbanken, og hvem der ellers laver disse analyser, har jo ikke fattet hvad det handler om i Libanon”.
Udover usikkerheden i at investere i et krigsramt Libanon under faldende bomber, bevægede Mazen og hans partnere sig i 2006 ind på et marked med tvivlsom efterspørgsel.
Libanon er ingen øldrikkende kultur, faktisk er den mængde som indtages på et år tilsvarende mængden af øl, indtaget på bare 10 dages Oktoberfest. “Det er jo en naturlig konsekvens af, at vi libanesere altid har skulle trækkes med Almaza – det er en elendig øl” siger Mazen. Almaza ejes af Heineken, og har haft monopol på øl-produktion i Libanon de sidste 75 år.
Da Mazen og hans partnere kastede sig ud i projektet, havde ingen af dem erfaring med at brygge øl. De modtog det første brygge-udstyr fra Canada i et samlesæt á 40 dele, og anede ikke hvordan de skulle bære sig ad med at gøre det funktionelt. Det lykkedes dem efter tre måneder og en masse mailkorrespondance frem og tilbage med firmaet i Canada, som ikke mente de unge mænd måtte være rigtig kloge.
I begyndelsen var det noget sløjt med afsætningen, men stille og roligt blev øllen kendt, og omsætningen er indenfor det sidste år steget i en sådan grad, at 961 netop er flyttet til større lokaler, og har udvidet brygge-faciliteterne. Hvor de før havde kapacitet til at brygge 2-300.000 flasker øl om året, kan de nu årligt sætte 5 milllioner øl på markedet.
De nye lokaler er stadig ved at blive gjort klar, så Mazens kontor består af to læderstole i indkørslen til bryggeriet. Imens vi sidder dér og snakker, kommer forskellige leverandører forbi, og ordner forretninger. To mænd kommer på motorcykel, de står for gaslevering, og skal lige have skrevet en check under. En anden mand dukker op, tjekker test-udstyret, får en øl, og smutter videre.
Der er mange løse ender som skal samles, inden 961 for alvor er oppe at køre igen. Der er nogle problemer med forsyningen af electricitet og justeringer af maskiner. Flytningen har sat 961 i bero i en længere periode, og en del af produktionen har været taget af markedet.
Skønt det ikke har været et bevidst valg, synes denne stille-periode at have affødt en endnu større efterspørgsel på 961s øl, og Mazen er overbevist om, at det lille bryggeri står foran en stærk genopståen.
Trods fremgang kan 961 fortsat langt fra måle sig med Almaza.“ Vi sælger ca. én 961 pr. syv Almazas vil jeg tro” siger Walid Attaya, ejer af en café i Beiruts Hamra-distrikt.
Men 961 er mere end salgstal: “Formålet for 961 har aldrig været at erstatte Almaza på markedet. De fleste foretrækker Almaza fremfor 961, og det skal de have lov til – så længe de har et valg. Det er demokratisering af ølindustrien” smiler Mazen.
Udover at brygge god øl, ønsker 961 også at sætte fokus på lokal og bæredygtig produktion og social ansvarlighed. De anvender så vidt muligt lokalt producerede ingredienser, giver overskudslagre til økologiske landbrug, tager del i anti-spritkørsel- og anti-stofmisbrugskampagner og de støtter forskellige kulturelle og sociale events.
Det skal blive spændende at se, om efterspørgslen efter special-øl i Libanon tilsvarer den nye udvidede produktion. Mazen er ikke et øjeblik i tvivl: “Bare se på USA og Danmark, for 50 år siden var der ikke særlig mange øl at vælge imellem, og nu vælter det frem med mikrobryggerier. Jeg tror det samme kommer til at ske her i Libanon, første skridt er at gøre folk bevidste om, at øl er så meget mere end Almaza, Efes og Corona”
961 udvider dels antallet af barer, restauranter og markeder, som distribuerer øllen i Libanon og i regionen, og ligeledes har distributører over hele verden kontaktet det lille bryggeri med henblik på eksport. Også i Skandinavien har Mazen kontakter, så hold øjnene åbne efter 961-øl på barer og butikshylder og prøv dem straks. Det er både en meget velsmagende bid af Libanon og en rigtig fin historie.
Libanon arresterer bloggere - debatten fortsætter
I Juli blev tre libanesere arresteret for at poste negative kommentarer om landets præsident Michel Suleiman på deres Facebook-profiler. Denne episode satte gang i det libanesiske bloggermiljø, og adskillige udtrykte gennem virtuelle tilkendegivelser og underskriftindsamlinger stor utilfredshed med sagens forløb.
“Hvad er der blevet af den ytringsfrihed, vi altid har været så stolte af?” skrev en oprevet blogger.
Der blev henvist til brud på både menneskerettigheder, og den libanesiske konstitution.
De tre unge mænd som fornærmede præsidenten, blev hurtigt løsladt, og de venter nu på deres retssag, Løsladelsen betragtes af det libanesiske online-fællesskab som en sejr over landets efterretningstjeneste, som trængte ind i Cyberspace og ville forhindre de unge i at udtrykke deres holdninger.
Det er overraskende, at en sådan hændelse finder sted i netop Libanon, som i årtier er blevet hyldet for sin frie, direkte og kyndige presse i en ellers stærkt censureret region.
“Episoden med Facebook-fængslingerne viser, at overvågningen i Libanon er konstant – du kan fornærme folk, men du kan ikke gøre det ubemærket” siger Samer Karam.
Samer er aktiv indenfor det libanesiske blogging- og web 2.0 miljø. Han tager Facebook episoden alvorligt og mener, at den er udtryk for en upassende indblanding i online fora, og at den sætter en bekymrende præcedens. Men når det er sagt, mener han ikke, at det indikerer en særlig aktuel udvikling mod strammere overvågning. Der forekommer ofte fornærmelser af regerings-repræsentanter på blogs, Facebook og Twitter.
“Disse unge mænd havde ikke deres “wasta” (kontakter) i orden og det havde konsekvenser”. Episoden vil ikke få Samer til at tænke mere over, hvad han poster på sin blog, end han har gjort tidligere.
Blogging Beirut
Samer oprettede Bloggingbeirut.com i 2006. Den virtuelle kommunikation var på sit højeste under 33-dages krigen mod Israel den sommer, og i denne periode indtog Libanons bloggere for alvor scenen og skabte en platform for diskussion. Blogger-aktiviteten faldt markant, da krigen var overstået, men Bloggingbeirut har stadig mange besøgende.
Diskussionerne på bloggen handler om alt fra fodbold til korruption og skønhedsoperationer. Samers erfaring fra både hans egen og blogs generelt er, at libaneserne ikke er bange for at sige, hvad de mener. De indlæg, som bliver skrevet, udtrykker ofte stærke holdninger.
Samer selv stræber efter en vis neutralitet. Han har i længere tid blogget under et alias – mestendels fordi slægter og sociale strukturer gør Libanon til et mini-samfund, hvor alle kender alle på deres efternavne. Samer ønsker ikke, at hans familie skal stå til ansvar for hans kampagner. Men på trods af anonymitet er det alligevel gentagne gange lykkedes den libanesiske efterretningstjeneste at finde frem til hans person, når de har haft problemer med hans aktiviteter. Der er ingen tvivl om, at der bliver holdt styr på, hvad der foregår.
En anden populær blog er Qifa Nabki – en blog om libanesisk politik, historie og kultur, skrevet af Elias Muhanna. Han opdaterer regelmæssigt og har tydeligvis mange faste og debatlystne læsere.
Meget aktuel er den forestående domstol, der skal dømme de tiltalte for mordet på premierminister Rafiq Hariri i 2005. Sagen bliver diskuteret heftigt på bloggen. Qifa Nabki lagde den 30. juli forslag til informationskilder i denne sag på sin blog. Dagen efter var der 40 tilbagemeldinger, spørgsmål og debatindlæg fra ivrige læsere.
Dette understreger et behov for, og en lyst til, at udtrykke sig og debattere blandt libaneserne. Facebook-episoden synes ikke at have lagt en dæmper på den. Følgende kommentar til arrestationen af de tre unge mænd blev lagt på Qifa Nabkis blog:
“Dette er en sørgelig begivenhed for ytringsfriheden og udtryk for, at en præsident grundlovsstridigt kan ignorere de ideer, som han upålideligt taler om konstant. Der er ingenting at diskutere i denne sag... Regeringen må trække arrestationen tilbage. Det er den eneste mulighed”.
Denne kommentar er fulgt af en række opråb fra vrede læsere, som ikke vil finde sig i regeringens indblanding. Lovmæssig ytringsfrihed eller ej – libaneserne er ikke lige sådan at lukke munden på.
“Hvad er der blevet af den ytringsfrihed, vi altid har været så stolte af?” skrev en oprevet blogger.
Der blev henvist til brud på både menneskerettigheder, og den libanesiske konstitution.
De tre unge mænd som fornærmede præsidenten, blev hurtigt løsladt, og de venter nu på deres retssag, Løsladelsen betragtes af det libanesiske online-fællesskab som en sejr over landets efterretningstjeneste, som trængte ind i Cyberspace og ville forhindre de unge i at udtrykke deres holdninger.
Det er overraskende, at en sådan hændelse finder sted i netop Libanon, som i årtier er blevet hyldet for sin frie, direkte og kyndige presse i en ellers stærkt censureret region.
“Episoden med Facebook-fængslingerne viser, at overvågningen i Libanon er konstant – du kan fornærme folk, men du kan ikke gøre det ubemærket” siger Samer Karam.
Samer er aktiv indenfor det libanesiske blogging- og web 2.0 miljø. Han tager Facebook episoden alvorligt og mener, at den er udtryk for en upassende indblanding i online fora, og at den sætter en bekymrende præcedens. Men når det er sagt, mener han ikke, at det indikerer en særlig aktuel udvikling mod strammere overvågning. Der forekommer ofte fornærmelser af regerings-repræsentanter på blogs, Facebook og Twitter.
“Disse unge mænd havde ikke deres “wasta” (kontakter) i orden og det havde konsekvenser”. Episoden vil ikke få Samer til at tænke mere over, hvad han poster på sin blog, end han har gjort tidligere.
Blogging Beirut
Samer oprettede Bloggingbeirut.com i 2006. Den virtuelle kommunikation var på sit højeste under 33-dages krigen mod Israel den sommer, og i denne periode indtog Libanons bloggere for alvor scenen og skabte en platform for diskussion. Blogger-aktiviteten faldt markant, da krigen var overstået, men Bloggingbeirut har stadig mange besøgende.
Diskussionerne på bloggen handler om alt fra fodbold til korruption og skønhedsoperationer. Samers erfaring fra både hans egen og blogs generelt er, at libaneserne ikke er bange for at sige, hvad de mener. De indlæg, som bliver skrevet, udtrykker ofte stærke holdninger.
Samer selv stræber efter en vis neutralitet. Han har i længere tid blogget under et alias – mestendels fordi slægter og sociale strukturer gør Libanon til et mini-samfund, hvor alle kender alle på deres efternavne. Samer ønsker ikke, at hans familie skal stå til ansvar for hans kampagner. Men på trods af anonymitet er det alligevel gentagne gange lykkedes den libanesiske efterretningstjeneste at finde frem til hans person, når de har haft problemer med hans aktiviteter. Der er ingen tvivl om, at der bliver holdt styr på, hvad der foregår.
En anden populær blog er Qifa Nabki – en blog om libanesisk politik, historie og kultur, skrevet af Elias Muhanna. Han opdaterer regelmæssigt og har tydeligvis mange faste og debatlystne læsere.
Meget aktuel er den forestående domstol, der skal dømme de tiltalte for mordet på premierminister Rafiq Hariri i 2005. Sagen bliver diskuteret heftigt på bloggen. Qifa Nabki lagde den 30. juli forslag til informationskilder i denne sag på sin blog. Dagen efter var der 40 tilbagemeldinger, spørgsmål og debatindlæg fra ivrige læsere.
Dette understreger et behov for, og en lyst til, at udtrykke sig og debattere blandt libaneserne. Facebook-episoden synes ikke at have lagt en dæmper på den. Følgende kommentar til arrestationen af de tre unge mænd blev lagt på Qifa Nabkis blog:
“Dette er en sørgelig begivenhed for ytringsfriheden og udtryk for, at en præsident grundlovsstridigt kan ignorere de ideer, som han upålideligt taler om konstant. Der er ingenting at diskutere i denne sag... Regeringen må trække arrestationen tilbage. Det er den eneste mulighed”.
Denne kommentar er fulgt af en række opråb fra vrede læsere, som ikke vil finde sig i regeringens indblanding. Lovmæssig ytringsfrihed eller ej – libaneserne er ikke lige sådan at lukke munden på.
onsdag den 15. september 2010
Libanons mange ansigter
Libanon er i udvikling. Beirut er en byggeplads med et væld af nye konstruktioner overalt. Et stort antal velhavende libanesere vender tilbage, for at bosætte sig i Libanon efter at have opholdt sig i udlandet siden borgerkrigen, og turismen stiger, jo længere freden opretholdes i det lille konfliktplagede land i Mellemøsten.
Med en voksende overklasse forstærkes behovet for luksuriøse tilbud og understreger en stor ulighed i det libanesiske samfund. Mange vælger at investere i en enkeltbillet for at søge lykken i udlandet.
Ekstreme modsætninger
Et af de mere luksuriøse tilbud, som henvender sig til den velhavende del af befolkningen, er besøg på Libanons vingårde. I den frodige Bekaadal er der 35 vinproducenter af forskellig størrelse. En af disse er Massaya. Vinproduktion i Libanon kan spores helt tilbage til romertiden, og er ifølge Massayas to grundlæggere, brødrene Ramzi og Sami Ghosn, en helt essentiel del af libanesisk kultur, og en samlende faktor for en splittet befolkning.
Har man ingen bil, starter rejsen fra Beirut til Massaya i Bekaadalen på busstationen Cola i det sydlige Beirut. Her er et virvar af dyttende biler, råbende chauffører og en luft grå af bil-os og støv. Transporten til Bekaa foregår i minibus, fyldt til randen og i topfart over bjergene – gerne med høj arabisk musik væltende ud af højtalerne og altid plads til en eksta passagér.
Efter en times kørsel befinder man sig pludselig i smukke, idylliske omgivelser. Hvide fugle på lysegrønne vinranker, piblende små vandfald, meditative toner og kølige vinkældre hvor duftlys giver et romantisk skær, står her i skarp kontrast til den foreløbige rejse. Det er svært at huske den varme fugtige Beirutluft, de råbende chauffører og turen over bjergene, og svært at forstå at det lille land kan indeholde så ekstreme modsætninger.
Krigsgeneration
Ifølge den ene af de to ejere af Massaya, Ramzi Ghosn, repræsenterer den ene af disse oplevelser ikke Libanon bedre end det andet.
“Det er to sider af samme sag, og de er nødt til at kunne fungere sammen. I Libanon er man i høj grad ansvarlig for egen succes, og der er ikke nogen stat, som hjælper de trængende. Dem med kapital og muligheder kan drive det vidt, men det er svært at akkumulere økonomiske ressourcer og starte fra bunden”.
Ramzi og hans bror vendte ved borgerkrigens afslutning i 1990 tilbage til Libanon efter 12 år i Frankrig og USA for at starte produktion af den nationale libanesiske anis-krydrede spiritus Arak og vin brygget på libanesiske druer på deres forældres landbrug i Bekaa.
“Vi er en krigsgeneration. Mange fra vores generation er vendt tilbage efter krigen med penge på lommen og kreative idéer. Det er den positive side af en meget sørgelig begivenhed”.
Ifølge Ramzi er det netop de investeringsvillige libanesere, der vender tilbage med udsyn og kreativitet og sætter gang i Libanons udvikling.
“Libanesere er gode til at lave forretninger og skabe succes”.
Økonomisk vanskelige tider
Jobmarked og lønniveau gør det ikke særlig nemt for unge uddannede libanesere at finde velbetalte jobs og mulighed for at skabe sig den succes, som Ramzi taler om. Derfor søger mange unge til udlandet for at skabe sig et liv og en acceptabel indkomst dér.
Andelen af libanesere som har råd til en weekendtur med frokost og vinsmagning på Massaya vokser, det fremgår tydeligt at stigende besøgstal på vingården. Men samtidig stiger de generelle leveomkostninger uden at lønninger følger med. Det skaber et voksende skel imellem Libanons samfundslag, og en svindende middelklasse.
Der er mange veluddannede unge, som med bedre jobmuligheder kunne medvirke til en positiv udvikling af landet, men som i stedet foretrækker at spare sammen til en enkeltbillet ud af Libanon.
Ramzi Ghosn - den ene af de to grundlæggere af Massaya
Med en voksende overklasse forstærkes behovet for luksuriøse tilbud og understreger en stor ulighed i det libanesiske samfund. Mange vælger at investere i en enkeltbillet for at søge lykken i udlandet.
Ekstreme modsætninger
Et af de mere luksuriøse tilbud, som henvender sig til den velhavende del af befolkningen, er besøg på Libanons vingårde. I den frodige Bekaadal er der 35 vinproducenter af forskellig størrelse. En af disse er Massaya. Vinproduktion i Libanon kan spores helt tilbage til romertiden, og er ifølge Massayas to grundlæggere, brødrene Ramzi og Sami Ghosn, en helt essentiel del af libanesisk kultur, og en samlende faktor for en splittet befolkning.
Har man ingen bil, starter rejsen fra Beirut til Massaya i Bekaadalen på busstationen Cola i det sydlige Beirut. Her er et virvar af dyttende biler, råbende chauffører og en luft grå af bil-os og støv. Transporten til Bekaa foregår i minibus, fyldt til randen og i topfart over bjergene – gerne med høj arabisk musik væltende ud af højtalerne og altid plads til en eksta passagér.
Efter en times kørsel befinder man sig pludselig i smukke, idylliske omgivelser. Hvide fugle på lysegrønne vinranker, piblende små vandfald, meditative toner og kølige vinkældre hvor duftlys giver et romantisk skær, står her i skarp kontrast til den foreløbige rejse. Det er svært at huske den varme fugtige Beirutluft, de råbende chauffører og turen over bjergene, og svært at forstå at det lille land kan indeholde så ekstreme modsætninger.
Krigsgeneration
Ifølge den ene af de to ejere af Massaya, Ramzi Ghosn, repræsenterer den ene af disse oplevelser ikke Libanon bedre end det andet.
“Det er to sider af samme sag, og de er nødt til at kunne fungere sammen. I Libanon er man i høj grad ansvarlig for egen succes, og der er ikke nogen stat, som hjælper de trængende. Dem med kapital og muligheder kan drive det vidt, men det er svært at akkumulere økonomiske ressourcer og starte fra bunden”.
Ramzi og hans bror vendte ved borgerkrigens afslutning i 1990 tilbage til Libanon efter 12 år i Frankrig og USA for at starte produktion af den nationale libanesiske anis-krydrede spiritus Arak og vin brygget på libanesiske druer på deres forældres landbrug i Bekaa.
“Vi er en krigsgeneration. Mange fra vores generation er vendt tilbage efter krigen med penge på lommen og kreative idéer. Det er den positive side af en meget sørgelig begivenhed”.
Ifølge Ramzi er det netop de investeringsvillige libanesere, der vender tilbage med udsyn og kreativitet og sætter gang i Libanons udvikling.
“Libanesere er gode til at lave forretninger og skabe succes”.
Økonomisk vanskelige tider
Jobmarked og lønniveau gør det ikke særlig nemt for unge uddannede libanesere at finde velbetalte jobs og mulighed for at skabe sig den succes, som Ramzi taler om. Derfor søger mange unge til udlandet for at skabe sig et liv og en acceptabel indkomst dér.
Andelen af libanesere som har råd til en weekendtur med frokost og vinsmagning på Massaya vokser, det fremgår tydeligt at stigende besøgstal på vingården. Men samtidig stiger de generelle leveomkostninger uden at lønninger følger med. Det skaber et voksende skel imellem Libanons samfundslag, og en svindende middelklasse.
Der er mange veluddannede unge, som med bedre jobmuligheder kunne medvirke til en positiv udvikling af landet, men som i stedet foretrækker at spare sammen til en enkeltbillet ud af Libanon.
Ramzi Ghosn - den ene af de to grundlæggere af Massaya
fredag den 3. september 2010
Bambushytter i Libanons bjerge
Hver dag er der tre timers skemalagt strømafbrydelse i Beirut. Altid modsat urets retning, så man kan forberede sig på, hvornår det er slut med aircondition, lyset slukker, eller hvornår man skal sætte vasketøjet over, hvis det skal nå at centrifugere. Udenfor byen forekommer disse strømafbrydelser i langt større grad, og her er ikke noget skema.
Libanon, der på mange områder er et udviklet land, har ikke en fungerende energisektor. Alligevel lægger lovgivning forhindringer i vejen for produktion af alternativ energi.
Trods politiske problemer og gentagende konflikter i det lille land i Mellemøsten er den økonomiske udvikling positiv. På nogle punkter er Libanon langt forud for sine regionale naboer, men når lyset slukker, og man mærker den prompte effekt af luftkølingsanlæggene som slår fra, kan man godt blive i tvivl om, hvor bæredygtig Libanons udvikling er.
Cafeer, restauranter og velhavende libanesere har normalt generatorer, der slår til straks den offentlige forsyning slår fra. Derfor kan man godt bo i Beirut med konstant energiforsyning, men prisen er høj. I gennemsnit betaler hver libaneser 25 procent udover deres el-regning til staten for at have generatorer – som giver ekstra udgifter for forbrugerne og udleder en stor mængde CO2.
Årsagen til disse strømafbrydelser er, at den statsejede energidistributør, Electricité de Liban (EdL), ikke har kapacitet til at generere energi nok. De elværker, som står langs Libanons kyster, er fra før krigen og bliver ikke anvendt hensigtsmæssigt.
Halvfems procent af Libanons energi er genereret på olie. Da Libanon er et af de få lande i Mellemøsten, der ikke henter olie op fra undergrunden, er landet afhængigt af import af olie fra regionale naboer. Det skaber et temmelig ugunstigt afhængighedsforhold for Libanon, og giver staten store udgifter.
Flere eksperter ser et åbenlyst alternativ til Libanons afhængighed af olie og den ringe forsyning af energi. Libanons beliggenhed med Middelhavet på den ene side og et stort syrisk ørkenområde på den anden skaber gode muligheder for vindenergi. Udnyttelse af landets 3.000 timers sol årligt ville ligeledes kunne bidrage til energi-forsyningen.
Paradoksalt nok fastholder lovgivning Libanon som afhængig af olie. Mulighederne for udvikling af vedvarende energi er få, men der er ildsjæle og entusiaster i landet, som alligevel kæmper for en økologisk og bæredygtig udvikling.
Et økologisk kollektiv
Drømmen om udvikling af vedvarende energi og en større bevidsthed om udnyttelse af naturressourcer, genbrug og økologi fik Karim al Khatib til at etablere sit økologiske kollektiv Ecovillage i Libanons Shouf-region tilbage i 2004. Projektet startede som et eksperiment.
Karim og nogle venner, alle aktivister i Greenpeace, fik lov at bruge et stykke af Karims forældres jord til at afprøve forskellige metoder at generere alternativ energi på. Flere venner kom til, og det skabte et behov for generering af mere electricitet, storkøkken og overnatningsmuligheder. Idag har Ecovillage 4 bambushytter og 3 under konstruktion, ifølge Karim de mindst CO2-udledende konstruktioner på planeten.
Ecovillage har idag udvidet med et stort økologisk landbrug, en citronlund, og de har netop investeret i endnu et stort stykke jord, hvor de vil udvide både landbruget og mulighederne for at indlogere folk i længere perioder.
Al energi, som anvendes i Ecovillage, er selvgenereret, dels via vandkraft genereret fra den nærliggende flod og dels gennem sol- og vindenergi.
Hver uge kommer skoleklasser til Ecovillage for at blive undervist i økologi og alternativ energi.
“Vi libanesere er aldrig blevet uddannet i genbrug og bæredygtig energi og den slags. Det kan ikke blive ved med at gå, så vi starter med børnene. De er fremtiden, og det er essentielt, at de lærer at håndtere de miljømæssige udfordringer fremtiden uundgåeligt byder på”.
Libanesisk lovgivning forbyder egenproduktion og distribution af energi. Hvis man har mulighed for at være koblet på det statsejede netværk, så er man forpligtet til dette.
Ecovillage er på grund af sin afsides beliggenhed ikke på den nationale ledningsnet, og kan derfor ganske lovmæssigt generere egen energi. Dog er staten i gang med en udvidelsesproces af elnetværket, så inden længe kommer dette til at inkludere Ecovillage, som vil være nødsaget til at koble sig på det nationale net og altså forhindrer 100 procent selvforsyning.
Karim undrer sig over statens modvilje, og håber at Ecovillage kan finde en måde at omgå lovgivingen og forblive selvforsynende. Han er optimist og tror, at en stigende bevidsthed på energi området før eller siden vil medføre politiske tiltag.
”Hvordan man end vender og drejer det, så rykker et seriøst behov for en erstatning af olie som hoved-energiforsynings-kilde tættere og tættere på, og dette behov vil kun vokse. Det er politiske tiltag, som skal komme oppefra. Vi presser på, fra hvor vi står og tror på, at der før eller siden må komme en politiker i parlamentet som bekymrer sig tilstrækkeligt om disse ting og kan give rum for udvikling af en alternativ energi-sektor”
Dette er den første af fire artikler, skrevet på baggrund af sommerens ophold i Libanon. De vil blive udgivet på u-landsnyt.dk i løbet af september - http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/03-09-10/bambushytter-i-libanons-bjerge-skal-skabe-bevidsth
Libanon, der på mange områder er et udviklet land, har ikke en fungerende energisektor. Alligevel lægger lovgivning forhindringer i vejen for produktion af alternativ energi.
Trods politiske problemer og gentagende konflikter i det lille land i Mellemøsten er den økonomiske udvikling positiv. På nogle punkter er Libanon langt forud for sine regionale naboer, men når lyset slukker, og man mærker den prompte effekt af luftkølingsanlæggene som slår fra, kan man godt blive i tvivl om, hvor bæredygtig Libanons udvikling er.
Cafeer, restauranter og velhavende libanesere har normalt generatorer, der slår til straks den offentlige forsyning slår fra. Derfor kan man godt bo i Beirut med konstant energiforsyning, men prisen er høj. I gennemsnit betaler hver libaneser 25 procent udover deres el-regning til staten for at have generatorer – som giver ekstra udgifter for forbrugerne og udleder en stor mængde CO2.
Årsagen til disse strømafbrydelser er, at den statsejede energidistributør, Electricité de Liban (EdL), ikke har kapacitet til at generere energi nok. De elværker, som står langs Libanons kyster, er fra før krigen og bliver ikke anvendt hensigtsmæssigt.
Halvfems procent af Libanons energi er genereret på olie. Da Libanon er et af de få lande i Mellemøsten, der ikke henter olie op fra undergrunden, er landet afhængigt af import af olie fra regionale naboer. Det skaber et temmelig ugunstigt afhængighedsforhold for Libanon, og giver staten store udgifter.
Flere eksperter ser et åbenlyst alternativ til Libanons afhængighed af olie og den ringe forsyning af energi. Libanons beliggenhed med Middelhavet på den ene side og et stort syrisk ørkenområde på den anden skaber gode muligheder for vindenergi. Udnyttelse af landets 3.000 timers sol årligt ville ligeledes kunne bidrage til energi-forsyningen.
Paradoksalt nok fastholder lovgivning Libanon som afhængig af olie. Mulighederne for udvikling af vedvarende energi er få, men der er ildsjæle og entusiaster i landet, som alligevel kæmper for en økologisk og bæredygtig udvikling.
Et økologisk kollektiv
Drømmen om udvikling af vedvarende energi og en større bevidsthed om udnyttelse af naturressourcer, genbrug og økologi fik Karim al Khatib til at etablere sit økologiske kollektiv Ecovillage i Libanons Shouf-region tilbage i 2004. Projektet startede som et eksperiment.
Karim og nogle venner, alle aktivister i Greenpeace, fik lov at bruge et stykke af Karims forældres jord til at afprøve forskellige metoder at generere alternativ energi på. Flere venner kom til, og det skabte et behov for generering af mere electricitet, storkøkken og overnatningsmuligheder. Idag har Ecovillage 4 bambushytter og 3 under konstruktion, ifølge Karim de mindst CO2-udledende konstruktioner på planeten.
Ecovillage har idag udvidet med et stort økologisk landbrug, en citronlund, og de har netop investeret i endnu et stort stykke jord, hvor de vil udvide både landbruget og mulighederne for at indlogere folk i længere perioder.
Al energi, som anvendes i Ecovillage, er selvgenereret, dels via vandkraft genereret fra den nærliggende flod og dels gennem sol- og vindenergi.
Hver uge kommer skoleklasser til Ecovillage for at blive undervist i økologi og alternativ energi.
“Vi libanesere er aldrig blevet uddannet i genbrug og bæredygtig energi og den slags. Det kan ikke blive ved med at gå, så vi starter med børnene. De er fremtiden, og det er essentielt, at de lærer at håndtere de miljømæssige udfordringer fremtiden uundgåeligt byder på”.
Libanesisk lovgivning forbyder egenproduktion og distribution af energi. Hvis man har mulighed for at være koblet på det statsejede netværk, så er man forpligtet til dette.
Ecovillage er på grund af sin afsides beliggenhed ikke på den nationale ledningsnet, og kan derfor ganske lovmæssigt generere egen energi. Dog er staten i gang med en udvidelsesproces af elnetværket, så inden længe kommer dette til at inkludere Ecovillage, som vil være nødsaget til at koble sig på det nationale net og altså forhindrer 100 procent selvforsyning.
Karim undrer sig over statens modvilje, og håber at Ecovillage kan finde en måde at omgå lovgivingen og forblive selvforsynende. Han er optimist og tror, at en stigende bevidsthed på energi området før eller siden vil medføre politiske tiltag.
”Hvordan man end vender og drejer det, så rykker et seriøst behov for en erstatning af olie som hoved-energiforsynings-kilde tættere og tættere på, og dette behov vil kun vokse. Det er politiske tiltag, som skal komme oppefra. Vi presser på, fra hvor vi står og tror på, at der før eller siden må komme en politiker i parlamentet som bekymrer sig tilstrækkeligt om disse ting og kan give rum for udvikling af en alternativ energi-sektor”
Dette er den første af fire artikler, skrevet på baggrund af sommerens ophold i Libanon. De vil blive udgivet på u-landsnyt.dk i løbet af september - http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/03-09-10/bambushytter-i-libanons-bjerge-skal-skabe-bevidsth
søndag den 18. juli 2010
Graffiti - Weapon of Mass Discussion
“Talented multineers cloak the nude industrial walls of their country with an array of colours. Every night they rejuvenate the streets and give them a voice that screams to everyone passing them by, that Beirut cannot be silenced for she embraces artists who are louder than life”
(Beirut Street Art, 2010)
Beiruts mure er fulde af farver, tags, budskaber og kunst. I 1960´erne var graffiti et middel til at tagge politiske budskaber og udvise støtte eller foragt blandt de forskellige grupper i det allerede splittede samfund.
I løbet af borgerkrigen, omkring 1980, udviklede den politiske graffiti sig i højere grad til street art med sociale dynamikker i centrum. Det har ikke på noget tidspunkt været lovligt at male på byens mure, men på den anden siden gør politiet heller ikke noget for at afværge det – derfor er street art at finde over det meste af Beirut. Dog holder grafitti-malerne sig væk fra DownTown og andre områder med stor sikkerhedsbevågning.
Der er et ret stort undergrundsmiljø her i Beirut, både musik, kunst festivaller og events af alle mulige slags. Holder man øjnene åbne i gadebilledet, ser man altid flyers, plakater og taggede webside-adresser med alt mulig info om hvad der foregår.
Det er ret interessant at Beiruts mure i den grad bliver anvendt som socialt kommunikationsmiddel synes jeg. En fyr ved navn Tarek Joseph Chemaly har lavet en bog med rigtig flotte fotos af byens graffiti. Politiken bragte en længere artikel om denne tilbage i februar find den her. Hvis nogen er interesserede i at se bogen, så send mig en mail på mariexlarsen@gmail.com - jeg har den liggende som pdf.
Der er blevet udgivet en del litteratur om dette emne indenfor de sidste år, de facts jeg har nævnt ovenfor har jeg fået fra bogen: Beirut Street Art (Udgivet af Art Lounge, Beirut i 2010). Den kan anbefales.
Gadebilledets talrige og stærke budskaber vidner om en generation af kreative unge med behov for at udtrykke sig – og det putter farver på de krigshærgede bygninger som stadig står i de fleste dele af Beirut. Der er rigtig mange huse som er blevet forladt af familier der har emigreret under krigen. Disse står stadig som ejere af matrikler i hele landet, og husene bliver derfor ikke revet ned.
Spørgsmålet er også hvem der økonomisk ville dække en nedrivning af byens krigslevn. Det burde jo være staten - men staten er en noget underlig størrelse her i Libanon. Det vender jeg tilbage til ved lejlighed - dette var blot for at understrege: Bygningerne bliver højest sandsynligt stående længe endnu - og dermed forbliver graffitiens sociale budskaber og kommentarer en konstant del af byens udtryk.
(Beirut Street Art, 2010)
Beiruts mure er fulde af farver, tags, budskaber og kunst. I 1960´erne var graffiti et middel til at tagge politiske budskaber og udvise støtte eller foragt blandt de forskellige grupper i det allerede splittede samfund.
I løbet af borgerkrigen, omkring 1980, udviklede den politiske graffiti sig i højere grad til street art med sociale dynamikker i centrum. Det har ikke på noget tidspunkt været lovligt at male på byens mure, men på den anden siden gør politiet heller ikke noget for at afværge det – derfor er street art at finde over det meste af Beirut. Dog holder grafitti-malerne sig væk fra DownTown og andre områder med stor sikkerhedsbevågning.
Der er et ret stort undergrundsmiljø her i Beirut, både musik, kunst festivaller og events af alle mulige slags. Holder man øjnene åbne i gadebilledet, ser man altid flyers, plakater og taggede webside-adresser med alt mulig info om hvad der foregår.
Det er ret interessant at Beiruts mure i den grad bliver anvendt som socialt kommunikationsmiddel synes jeg. En fyr ved navn Tarek Joseph Chemaly har lavet en bog med rigtig flotte fotos af byens graffiti. Politiken bragte en længere artikel om denne tilbage i februar find den her. Hvis nogen er interesserede i at se bogen, så send mig en mail på mariexlarsen@gmail.com - jeg har den liggende som pdf.
Der er blevet udgivet en del litteratur om dette emne indenfor de sidste år, de facts jeg har nævnt ovenfor har jeg fået fra bogen: Beirut Street Art (Udgivet af Art Lounge, Beirut i 2010). Den kan anbefales.
Gadebilledets talrige og stærke budskaber vidner om en generation af kreative unge med behov for at udtrykke sig – og det putter farver på de krigshærgede bygninger som stadig står i de fleste dele af Beirut. Der er rigtig mange huse som er blevet forladt af familier der har emigreret under krigen. Disse står stadig som ejere af matrikler i hele landet, og husene bliver derfor ikke revet ned.
Spørgsmålet er også hvem der økonomisk ville dække en nedrivning af byens krigslevn. Det burde jo være staten - men staten er en noget underlig størrelse her i Libanon. Det vender jeg tilbage til ved lejlighed - dette var blot for at understrege: Bygningerne bliver højest sandsynligt stående længe endnu - og dermed forbliver graffitiens sociale budskaber og kommentarer en konstant del af byens udtryk.
lørdag den 17. juli 2010
Beiruts mange ansigter
Forleden vandrede jeg gennem Beirut – hele vejen fra Hamra i vest til det armenske kvarter i øst. Det kan varmt anbefales for enhver som besøger Beirut at gå denne tur. Her mærker man virkelig hvordan byen forandrer sig fra område til område.
Start ved AUB og følg vejen som løber på højre side af universitetet, denne vej fører hele vejen gennem Down Town til martyrpladsen og der spændende ting at se på undervejs. Når man krydser martyrpladsen, krydser man samtidig den grønne linie som opdeler byen mellem Vest og Øst. Denne linie markerer opdelingen mellem den muslimske befolkning i vest og den kristne front i øst under den libanesiske borgerkrig 1975-1990.
Den grønne linie er ikke gældende længere og befolkningen er mere blandet nu, men man kan stadig mærke et skift når man går fra vest og ind i øst. Der er flere kirker end moskeér og den franske indflydelse er en del tydeligere på den kristne side af byen. Der er mange bygninger i fransk kolonistil og flere har fransk som deres andetsprog fremfor engelsk. Frankrig har haft en stor interesse i Libanons udvikling, og har støttet den kristne befolkning gennem tiden. Fra Anden Verdenskrig og frem til 1943 var Libanon under fransk mandat, og trods uafhængighed er der fortsat stærke forbindelser landene imellem.
Fra Gemmayzee fortsætter vejen ligeud helt ned til floden (flod er så meget sagt…det et meget sølle lille afløb) og på den anden side af broen ligger Bourj Hammoud som er det armenske kvarter.
Der er en omkring 150.000 armenere i Libanon, og bydelen er et lille armenien – et andet sprog, nye kullinariske specialiteter og endnu en ny og anderledes oplevelse. Her er en masse muligheder for at gøre sine indkøb af tøj, sko, køkkenredskaber, mad og alt mulig andet. Og et must er naturligvis de armenske specialiteter soujouk, basterma og makanek – armenske pølser og skinker som smager virkelig godt i sandwich.
Når man nu alligevel er i denne ende af byen, bør man gå videre til Jisr el Wati, her ligger Beirut Art Center. Det er en lille kunst-hal med libanesisk samtidskunst. BAC åbnede i januar 2009, omkring samme tid som jeg ankom til Beirut første gang og det har været sjovt at følge etableringen og udviklingen af stedet.
De, i begyndelsen, meget simple kunst-udstillinger er nu udvidet med en lille butik, en café med tagterrasse, mediatek og en masse filmvisninger, foredrag, koncerter og debatter. Det er bestemt et besøg værd – læs om det på www.beirutartcenter.org
Udstillingen frem til 9 september er den første solo-udstilling i Libanon med palæstinensiske Mona Hatoum som er opvokset i Beirut. Hendes udstilling “Witness” dokumenterer kunstnerens opvækst under den libanesiske borgerkrig. Værket som udstillingen er opkaldt efter er en miniature udgave af det monument som står på Beiruts martyrplads. Miniaturen er af porcelæn og med skudhuller og revner står det som vidne til den 15 år lange krig.
Turen tilbage til Vest kan med fordel tages gennem de sydligere områder i Beirut. Her synes jeg stemningen minder mere om Cairo eller Damaskus end den franske landsby-stemning i Ashrafiyye og Gemmayzee. Her er minareter der synger, markeder, vandpibecafeer og en masse mennesker! Jeg kan rigtig godt lide at gå omkring i disse kvarterer, der er andre dufte og en anden stemning.
Det er Beiruts mange ansigter som gør det til så fascinerende et sted, så mange indtryk og oplevelser samlet lige dér. Men når det er sagt, så er disse forskellige ansigter også et udtryk for en stor ulighed i befolkningen. Der er langt mellem de smarte unge libanesere som sidder på caféerne i Hamra og Ashrafiyye og til de store familier som er presset sammen i en små faldefærdige lejligheder i Beiruts udkant. Det ene er ligeså meget Libanon som det andet, og det hele skal regnes med hvis man vil danne sig et indtryk af landet.
Tilbage Vest over og man havner i Hamra. Husk gode vandresko til denne tur – det er noget af en marathon. Men jeg synes den giver et godt indtryk af byen, og man kan jo snyde og tage en taxi hér og dér.
God tur!
Og lige en reklame og anbefaling: Tjek dette link www.bebeirut.org/walk.html - min gode ven Ronnie guider flere walking-tours om ugen rundt i Beirut. Han kender til en masse spændende historier og det er en rigtig god oplevelse! Starter man med en af hans ture, er man virkelig rustet til at udforske videre på egen hånd.
Start ved AUB og følg vejen som løber på højre side af universitetet, denne vej fører hele vejen gennem Down Town til martyrpladsen og der spændende ting at se på undervejs. Når man krydser martyrpladsen, krydser man samtidig den grønne linie som opdeler byen mellem Vest og Øst. Denne linie markerer opdelingen mellem den muslimske befolkning i vest og den kristne front i øst under den libanesiske borgerkrig 1975-1990.
Den grønne linie er ikke gældende længere og befolkningen er mere blandet nu, men man kan stadig mærke et skift når man går fra vest og ind i øst. Der er flere kirker end moskeér og den franske indflydelse er en del tydeligere på den kristne side af byen. Der er mange bygninger i fransk kolonistil og flere har fransk som deres andetsprog fremfor engelsk. Frankrig har haft en stor interesse i Libanons udvikling, og har støttet den kristne befolkning gennem tiden. Fra Anden Verdenskrig og frem til 1943 var Libanon under fransk mandat, og trods uafhængighed er der fortsat stærke forbindelser landene imellem.
Fra Gemmayzee fortsætter vejen ligeud helt ned til floden (flod er så meget sagt…det et meget sølle lille afløb) og på den anden side af broen ligger Bourj Hammoud som er det armenske kvarter.
Der er en omkring 150.000 armenere i Libanon, og bydelen er et lille armenien – et andet sprog, nye kullinariske specialiteter og endnu en ny og anderledes oplevelse. Her er en masse muligheder for at gøre sine indkøb af tøj, sko, køkkenredskaber, mad og alt mulig andet. Og et must er naturligvis de armenske specialiteter soujouk, basterma og makanek – armenske pølser og skinker som smager virkelig godt i sandwich.
Når man nu alligevel er i denne ende af byen, bør man gå videre til Jisr el Wati, her ligger Beirut Art Center. Det er en lille kunst-hal med libanesisk samtidskunst. BAC åbnede i januar 2009, omkring samme tid som jeg ankom til Beirut første gang og det har været sjovt at følge etableringen og udviklingen af stedet.
De, i begyndelsen, meget simple kunst-udstillinger er nu udvidet med en lille butik, en café med tagterrasse, mediatek og en masse filmvisninger, foredrag, koncerter og debatter. Det er bestemt et besøg værd – læs om det på www.beirutartcenter.org
Udstillingen frem til 9 september er den første solo-udstilling i Libanon med palæstinensiske Mona Hatoum som er opvokset i Beirut. Hendes udstilling “Witness” dokumenterer kunstnerens opvækst under den libanesiske borgerkrig. Værket som udstillingen er opkaldt efter er en miniature udgave af det monument som står på Beiruts martyrplads. Miniaturen er af porcelæn og med skudhuller og revner står det som vidne til den 15 år lange krig.
Turen tilbage til Vest kan med fordel tages gennem de sydligere områder i Beirut. Her synes jeg stemningen minder mere om Cairo eller Damaskus end den franske landsby-stemning i Ashrafiyye og Gemmayzee. Her er minareter der synger, markeder, vandpibecafeer og en masse mennesker! Jeg kan rigtig godt lide at gå omkring i disse kvarterer, der er andre dufte og en anden stemning.
Det er Beiruts mange ansigter som gør det til så fascinerende et sted, så mange indtryk og oplevelser samlet lige dér. Men når det er sagt, så er disse forskellige ansigter også et udtryk for en stor ulighed i befolkningen. Der er langt mellem de smarte unge libanesere som sidder på caféerne i Hamra og Ashrafiyye og til de store familier som er presset sammen i en små faldefærdige lejligheder i Beiruts udkant. Det ene er ligeså meget Libanon som det andet, og det hele skal regnes med hvis man vil danne sig et indtryk af landet.
Tilbage Vest over og man havner i Hamra. Husk gode vandresko til denne tur – det er noget af en marathon. Men jeg synes den giver et godt indtryk af byen, og man kan jo snyde og tage en taxi hér og dér.
God tur!
Og lige en reklame og anbefaling: Tjek dette link www.bebeirut.org/walk.html - min gode ven Ronnie guider flere walking-tours om ugen rundt i Beirut. Han kender til en masse spændende historier og det er en rigtig god oplevelse! Starter man med en af hans ture, er man virkelig rustet til at udforske videre på egen hånd.
Abonner på:
Opslag (Atom)