Ramadan og religion i Beirut

Jeg vågnede meget tidligt imorges, den var vel 4 eller halv fem, temperaturen er endelig begyndt at falde lidt i Beirut, så jeg sov for første gang i lang tid uden min aircondition tændt. Jeg havde ladet døren til min balkon (!) stå åben, noget jeg heller ikke har gjort længe på grund af aggressive myg. Jeg vågnede ved at den nærliggende moske kaldte til dagens første bøn. Jeg har ikke hørt det så klart før, enten har min dør været lukket ellers har jeg hørt det blandet med trafikstøj i løbet af dagen. Det var så smukt. Jeg vågnede og kiggede ud på den gryende dag, alt var i helt klare og lyse farver. At vågne op til et sådan væld af fortryllende sanseindtryk, gav mig kuldegysninger og gjorde mig ganske rørt. Jeg lagde mig tilbage i sengen og sov de par timer jeg havde, før jeg skulle op og åbne brød-biksen kl. 7.30.

I dette indlæg vil jeg fortælle lidt om hvordan jeg oplever Ramadanen her i Beirut. Det er langt fra alle der faster, men der er alligevel en anden stemning i bydelen, og jeg forestiller mig at det må være en noget lignende følelse at være vidne til alle vores danske juletraditioner uden rigtigt at være en del af dem…

Ramadanen er måneden for koranens åbenbaring. Den strækker sig over 30 dage uden mad, drikke og røg i dagtimerne. Ramadanen begyndte d. 21 august, og har altså været igang i en uges tid nu. Som jeg tidligere har beskrevet er Hamra den vestlige og muslimske del af Beirut. Det bemærker man nærmest kun ved bedetid når minareterne synger over bydelen. Men her i Ramadanen træder religiøsiteten tydeligere frem. I de små bikse med forskellige snack- og frokosttilbud står sælgerne helt ensomme med bugnende hylder, og salget er i den grad gået ned på cafeen hvor jeg arbejder. Vi laver næsten ingenting i løbet af dagen, først efter mørkets frembrud begynder der at komme tryk på. Det skyldes selvfølgelig ikke kun Ramadan, men også at en stor del af vores klientel er turister, og turistsæsonen er gået på hæld. Ydermere er priserne på madvarer i Beirut betydeligt højere i denne måned.

Flere af mine kollegaer faster, og jeg ser til med respekt og en smule undren. Begge vores kokke og de to opvaskere faster, de står i mados fra 7.30-16.30 og må hverken spise eller drikke. Jeg synes det er utroligt at de kan holde til det, og samtidig synes jeg det er utroligt at de gør det. Det er en smuk tanke, at Ramadanen er for at huske at værdsætte livets goder, føle med dem som sulter og huske at være et godt menneske. Jeg værdsætter hvad jeg har og jeg gør hvad jeg kan for at være et godt menneske, men det kan jeg kun hvis jeg får lidt energi indenbords i løbet af dagen. Det er svært for mig at forstå dette stærke forhold til gud, men det fascinerer mig at mennesker jeg har en masse tilfælles med har denne dimension i deres verden.

Religion i Libanon er, som så meget andet, en forvirrende og omfangsrig affære. På universitetet havde vi to påskeferier i april, en for de ortodokse og en for de katolske kristne. Hele semesteret havde vi en masse enkeltstående feriedage og forlængede weekender for at tilgodese alle de forskellige trosretninger på AUB. Der er Sunnimuslimer, Shiamuslimer, Druzere og alle mulige forskellige grene indenfor kristendommen. Religion er langt mere eksplicit og offentligt her end jeg er vant til. Det er blandt de de førstnævnte omstændigheder på jobansøgninger, og nemt at klassificere ud fra efternavn eller adresse...(for kendinge)
En ældre og meget venlig herre, som bor i den bygning som Bread Republic er en del af, hedder George. Da Ramadanen startede i sidste uge, ville jeg ønske ham glædelig Ramadan og spurgte om han fastede. Han kiggede på mig som havde jeg stillet det mest latterlige spørgsmål han havde hørt længe, rystede på hovedet og sagde:
“Mary – Aamo GEORGE!!!” Ahh…nå ja, Sankt George er da vist en Kristen helgen, ja så faster Aamo George jo nok ikke…men jeg er jo slet ikke vant til at sætte forbindelse mellem navn og religiøsitet på den måde. Men det gør man her, og jeg har mange gange forklaret hvordan religion i Danmark er et langt mere privat anliggende og navne ikke nødvendigvis betyder noget.

Det føles altid specielt at sidde overfor stærkt religiøse mennesker og forklaret at jeg måske nok egentlig ikke rigtig tror på noget….noget må du da tro på?? Ja ja…..jeg tror vel på…noget...jeg ved bare ikke lige hvad…

Det er interessant at opleve Ramadanen her og mærke at der trods alt er mere religiøsitet end først antaget i det “internationale hamra".






































Øv.Tv. Hariri-moskéen i Beirut DownTown Øv. Th. Et alter i den kristne bydel af Beirut
Ned. Tv. Premierminister Hariri er Sunni-muslim fra byen saida syd for Beirut. Han hyldes med plakater og slogans overalt i byen Ned. Th. Et kors i Qadisha-dalen i den nordlige kristne del af Libanon.