Libanons mange ansigter

Libanon er i udvikling. Beirut er en byggeplads med et væld af nye konstruktioner overalt. Et stort antal velhavende libanesere vender tilbage, for at bosætte sig i Libanon efter at have opholdt sig i udlandet siden borgerkrigen, og turismen stiger, jo længere freden opretholdes i det lille konfliktplagede land i Mellemøsten.

Med en voksende overklasse forstærkes behovet for luksuriøse tilbud og understreger en stor ulighed i det libanesiske samfund. Mange vælger at investere i en enkeltbillet for at søge lykken i udlandet.

Ekstreme modsætninger

Et af de mere luksuriøse tilbud, som henvender sig til den velhavende del af befolkningen, er besøg på Libanons vingårde. I den frodige Bekaadal er der 35 vinproducenter af forskellig størrelse. En af disse er Massaya. Vinproduktion i Libanon kan spores helt tilbage til romertiden, og er ifølge Massayas to grundlæggere, brødrene Ramzi og Sami Ghosn, en helt essentiel del af libanesisk kultur, og en samlende faktor for en splittet befolkning.

Har man ingen bil, starter rejsen fra Beirut til Massaya i Bekaadalen på busstationen Cola i det sydlige Beirut. Her er et virvar af dyttende biler, råbende chauffører og en luft grå af bil-os og støv. Transporten til Bekaa foregår i minibus, fyldt til randen og i topfart over bjergene – gerne med høj arabisk musik væltende ud af højtalerne og altid plads til en eksta passagér.

Efter en times kørsel befinder man sig pludselig i smukke, idylliske omgivelser. Hvide fugle på lysegrønne vinranker, piblende små vandfald, meditative toner og kølige vinkældre hvor duftlys giver et romantisk skær, står her i skarp kontrast til den foreløbige rejse. Det er svært at huske den varme fugtige Beirutluft, de råbende chauffører og turen over bjergene, og svært at forstå at det lille land kan indeholde så ekstreme modsætninger.

Krigsgeneration

Ifølge den ene af de to ejere af Massaya, Ramzi Ghosn, repræsenterer den ene af disse oplevelser ikke Libanon bedre end det andet.

“Det er to sider af samme sag, og de er nødt til at kunne fungere sammen. I Libanon er man i høj grad ansvarlig for egen succes, og der er ikke nogen stat, som hjælper de trængende. Dem med kapital og muligheder kan drive det vidt, men det er svært at akkumulere økonomiske ressourcer og starte fra bunden”.

Ramzi og hans bror vendte ved borgerkrigens afslutning i 1990 tilbage til Libanon efter 12 år i Frankrig og USA for at starte produktion af den nationale libanesiske anis-krydrede spiritus Arak og vin brygget på libanesiske druer på deres forældres landbrug i Bekaa.

“Vi er en krigsgeneration. Mange fra vores generation er vendt tilbage efter krigen med penge på lommen og kreative idéer. Det er den positive side af en meget sørgelig begivenhed”.

Ifølge Ramzi er det netop de investeringsvillige libanesere, der vender tilbage med udsyn og kreativitet og sætter gang i Libanons udvikling.

“Libanesere er gode til at lave forretninger og skabe succes”.

Økonomisk vanskelige tider

Jobmarked og lønniveau gør det ikke særlig nemt for unge uddannede libanesere at finde velbetalte jobs og mulighed for at skabe sig den succes, som Ramzi taler om. Derfor søger mange unge til udlandet for at skabe sig et liv og en acceptabel indkomst dér.

Andelen af libanesere som har råd til en weekendtur med frokost og vinsmagning på Massaya vokser, det fremgår tydeligt at stigende besøgstal på vingården. Men samtidig stiger de generelle leveomkostninger uden at lønninger følger med. Det skaber et voksende skel imellem Libanons samfundslag, og en svindende middelklasse.

Der er mange veluddannede unge, som med bedre jobmuligheder kunne medvirke til en positiv udvikling af landet, men som i stedet foretrækker at spare sammen til en enkeltbillet ud af Libanon.




Ramzi Ghosn - den ene af de to grundlæggere af Massaya

Bambushytter i Libanons bjerge

Hver dag er der tre timers skemalagt strømafbrydelse i Beirut. Altid modsat urets retning, så man kan forberede sig på, hvornår det er slut med aircondition, lyset slukker, eller hvornår man skal sætte vasketøjet over, hvis det skal nå at centrifugere. Udenfor byen forekommer disse strømafbrydelser i langt større grad, og her er ikke noget skema.

Libanon, der på mange områder er et udviklet land, har ikke en fungerende energisektor. Alligevel lægger lovgivning forhindringer i vejen for produktion af alternativ energi.

Trods politiske problemer og gentagende konflikter i det lille land i Mellemøsten er den økonomiske udvikling positiv. På nogle punkter er Libanon langt forud for sine regionale naboer, men når lyset slukker, og man mærker den prompte effekt af luftkølingsanlæggene som slår fra, kan man godt blive i tvivl om, hvor bæredygtig Libanons udvikling er.


Cafeer, restauranter og velhavende libanesere har normalt generatorer, der slår til straks den offentlige forsyning slår fra. Derfor kan man godt bo i Beirut med konstant energiforsyning, men prisen er høj. I gennemsnit betaler hver libaneser 25 procent udover deres el-regning til staten for at have generatorer – som giver ekstra udgifter for forbrugerne og udleder en stor mængde CO2.

Årsagen til disse strømafbrydelser er, at den statsejede energidistributør, Electricité de Liban (EdL), ikke har kapacitet til at generere energi nok. De elværker, som står langs Libanons kyster, er fra før krigen og bliver ikke anvendt hensigtsmæssigt.

Halvfems procent af Libanons energi er genereret på olie. Da Libanon er et af de få lande i Mellemøsten, der ikke henter olie op fra undergrunden, er landet afhængigt af import af olie fra regionale naboer. Det skaber et temmelig ugunstigt afhængighedsforhold for Libanon, og giver staten store udgifter.

Flere eksperter ser et åbenlyst alternativ til Libanons afhængighed af olie og den ringe forsyning af energi. Libanons beliggenhed med Middelhavet på den ene side og et stort syrisk ørkenområde på den anden skaber gode muligheder for vindenergi. Udnyttelse af landets 3.000 timers sol årligt ville ligeledes kunne bidrage til energi-forsyningen.

Paradoksalt nok fastholder lovgivning Libanon som afhængig af olie. Mulighederne for udvikling af vedvarende energi er få, men der er ildsjæle og entusiaster i landet, som alligevel kæmper for en økologisk og bæredygtig udvikling.

Et økologisk kollektiv

Drømmen om udvikling af vedvarende energi og en større bevidsthed om udnyttelse af naturressourcer, genbrug og økologi fik Karim al Khatib til at etablere sit økologiske kollektiv Ecovillage i Libanons Shouf-region tilbage i 2004. Projektet startede som et eksperiment.



Karim og nogle venner, alle aktivister i Greenpeace, fik lov at bruge et stykke af Karims forældres jord til at afprøve forskellige metoder at generere alternativ energi på. Flere venner kom til, og det skabte et behov for generering af mere electricitet, storkøkken og overnatningsmuligheder. Idag har Ecovillage 4 bambushytter og 3 under konstruktion, ifølge Karim de mindst CO2-udledende konstruktioner på planeten.

Ecovillage har idag udvidet med et stort økologisk landbrug, en citronlund, og de har netop investeret i endnu et stort stykke jord, hvor de vil udvide både landbruget og mulighederne for at indlogere folk i længere perioder.




Al energi, som anvendes i Ecovillage, er selvgenereret, dels via vandkraft genereret fra den nærliggende flod og dels gennem sol- og vindenergi.

Hver uge kommer skoleklasser til Ecovillage for at blive undervist i økologi og alternativ energi.

“Vi libanesere er aldrig blevet uddannet i genbrug og bæredygtig energi og den slags. Det kan ikke blive ved med at gå, så vi starter med børnene. De er fremtiden, og det er essentielt, at de lærer at håndtere de miljømæssige udfordringer fremtiden uundgåeligt byder på”.

Libanesisk lovgivning forbyder egenproduktion og distribution af energi. Hvis man har mulighed for at være koblet på det statsejede netværk, så er man forpligtet til dette.

Ecovillage er på grund af sin afsides beliggenhed ikke på den nationale ledningsnet, og kan derfor ganske lovmæssigt generere egen energi. Dog er staten i gang med en udvidelsesproces af elnetværket, så inden længe kommer dette til at inkludere Ecovillage, som vil være nødsaget til at koble sig på det nationale net og altså forhindrer 100 procent selvforsyning.

Karim undrer sig over statens modvilje, og håber at Ecovillage kan finde en måde at omgå lovgivingen og forblive selvforsynende. Han er optimist og tror, at en stigende bevidsthed på energi området før eller siden vil medføre politiske tiltag.

”Hvordan man end vender og drejer det, så rykker et seriøst behov for en erstatning af olie som hoved-energiforsynings-kilde tættere og tættere på, og dette behov vil kun vokse. Det er politiske tiltag, som skal komme oppefra. Vi presser på, fra hvor vi står og tror på, at der før eller siden må komme en politiker i parlamentet som bekymrer sig tilstrækkeligt om disse ting og kan give rum for udvikling af en alternativ energi-sektor”



Dette er den første af fire artikler, skrevet på baggrund af sommerens ophold i Libanon. De vil blive udgivet på u-landsnyt.dk i løbet af september - http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/03-09-10/bambushytter-i-libanons-bjerge-skal-skabe-bevidsth

Graffiti - Weapon of Mass Discussion

“Talented multineers cloak the nude industrial walls of their country with an array of colours. Every night they rejuvenate the streets and give them a voice that screams to everyone passing them by, that Beirut cannot be silenced for she embraces artists who are louder than life”
(Beirut Street Art, 2010)



Beiruts mure er fulde af farver, tags, budskaber og kunst. I 1960´erne var graffiti et middel til at tagge politiske budskaber og udvise støtte eller foragt blandt de forskellige grupper i det allerede splittede samfund.

I løbet af borgerkrigen, omkring 1980, udviklede den politiske graffiti sig i højere grad til street art med sociale dynamikker i centrum. Det har ikke på noget tidspunkt været lovligt at male på byens mure, men på den anden siden gør politiet heller ikke noget for at afværge det – derfor er street art at finde over det meste af Beirut. Dog holder grafitti-malerne sig væk fra DownTown og andre områder med stor sikkerhedsbevågning.



Der er et ret stort undergrundsmiljø her i Beirut, både musik, kunst festivaller og events af alle mulige slags. Holder man øjnene åbne i gadebilledet, ser man altid flyers, plakater og taggede webside-adresser med alt mulig info om hvad der foregår.

Det er ret interessant at Beiruts mure i den grad bliver anvendt som socialt kommunikationsmiddel synes jeg. En fyr ved navn Tarek Joseph Chemaly har lavet en bog med rigtig flotte fotos af byens graffiti. Politiken bragte en længere artikel om denne tilbage i februar find den her. Hvis nogen er interesserede i at se bogen, så send mig en mail på mariexlarsen@gmail.com - jeg har den liggende som pdf.

Der er blevet udgivet en del litteratur om dette emne indenfor de sidste år, de facts jeg har nævnt ovenfor har jeg fået fra bogen: Beirut Street Art (Udgivet af Art Lounge, Beirut i 2010). Den kan anbefales.

Gadebilledets talrige og stærke budskaber vidner om en generation af kreative unge med behov for at udtrykke sig – og det putter farver på de krigshærgede bygninger som stadig står i de fleste dele af Beirut. Der er rigtig mange huse som er blevet forladt af familier der har emigreret under krigen. Disse står stadig som ejere af matrikler i hele landet, og husene bliver derfor ikke revet ned.

Spørgsmålet er også hvem der økonomisk ville dække en nedrivning af byens krigslevn. Det burde jo være staten - men staten er en noget underlig størrelse her i Libanon. Det vender jeg tilbage til ved lejlighed - dette var blot for at understrege: Bygningerne bliver højest sandsynligt stående længe endnu - og dermed forbliver graffitiens sociale budskaber og kommentarer en konstant del af byens udtryk.

Beiruts mange ansigter

Forleden vandrede jeg gennem Beirut – hele vejen fra Hamra i vest til det armenske kvarter i øst. Det kan varmt anbefales for enhver som besøger Beirut at gå denne tur. Her mærker man virkelig hvordan byen forandrer sig fra område til område.

Start ved AUB og følg vejen som løber på højre side af universitetet, denne vej fører hele vejen gennem Down Town til martyrpladsen og der spændende ting at se på undervejs. Når man krydser martyrpladsen, krydser man samtidig den grønne linie som opdeler byen mellem Vest og Øst. Denne linie markerer opdelingen mellem den muslimske befolkning i vest og den kristne front i øst under den libanesiske borgerkrig 1975-1990.



Den grønne linie er ikke gældende længere og befolkningen er mere blandet nu, men man kan stadig mærke et skift når man går fra vest og ind i øst. Der er flere kirker end moskeér og den franske indflydelse er en del tydeligere på den kristne side af byen. Der er mange bygninger i fransk kolonistil og flere har fransk som deres andetsprog fremfor engelsk. Frankrig har haft en stor interesse i Libanons udvikling, og har støttet den kristne befolkning gennem tiden. Fra Anden Verdenskrig og frem til 1943 var Libanon under fransk mandat, og trods uafhængighed er der fortsat stærke forbindelser landene imellem.



Fra Gemmayzee fortsætter vejen ligeud helt ned til floden (flod er så meget sagt…det et meget sølle lille afløb) og på den anden side af broen ligger Bourj Hammoud som er det armenske kvarter.

Der er en omkring 150.000 armenere i Libanon, og bydelen er et lille armenien – et andet sprog, nye kullinariske specialiteter og endnu en ny og anderledes oplevelse. Her er en masse muligheder for at gøre sine indkøb af tøj, sko, køkkenredskaber, mad og alt mulig andet. Og et must er naturligvis de armenske specialiteter soujouk, basterma og makanek – armenske pølser og skinker som smager virkelig godt i sandwich.



Når man nu alligevel er i denne ende af byen, bør man gå videre til Jisr el Wati, her ligger Beirut Art Center. Det er en lille kunst-hal med libanesisk samtidskunst. BAC åbnede i januar 2009, omkring samme tid som jeg ankom til Beirut første gang og det har været sjovt at følge etableringen og udviklingen af stedet.

De, i begyndelsen, meget simple kunst-udstillinger er nu udvidet med en lille butik, en café med tagterrasse, mediatek og en masse filmvisninger, foredrag, koncerter og debatter. Det er bestemt et besøg værd – læs om det på www.beirutartcenter.org

Udstillingen frem til 9 september er den første solo-udstilling i Libanon med palæstinensiske Mona Hatoum som er opvokset i Beirut. Hendes udstilling “Witness” dokumenterer kunstnerens opvækst under den libanesiske borgerkrig. Værket som udstillingen er opkaldt efter er en miniature udgave af det monument som står på Beiruts martyrplads. Miniaturen er af porcelæn og med skudhuller og revner står det som vidne til den 15 år lange krig.



Turen tilbage til Vest kan med fordel tages gennem de sydligere områder i Beirut. Her synes jeg stemningen minder mere om Cairo eller Damaskus end den franske landsby-stemning i Ashrafiyye og Gemmayzee. Her er minareter der synger, markeder, vandpibecafeer og en masse mennesker! Jeg kan rigtig godt lide at gå omkring i disse kvarterer, der er andre dufte og en anden stemning.

Det er Beiruts mange ansigter som gør det til så fascinerende et sted, så mange indtryk og oplevelser samlet lige dér. Men når det er sagt, så er disse forskellige ansigter også et udtryk for en stor ulighed i befolkningen. Der er langt mellem de smarte unge libanesere som sidder på caféerne i Hamra og Ashrafiyye og til de store familier som er presset sammen i en små faldefærdige lejligheder i Beiruts udkant. Det ene er ligeså meget Libanon som det andet, og det hele skal regnes med hvis man vil danne sig et indtryk af landet.

Tilbage Vest over og man havner i Hamra. Husk gode vandresko til denne tur – det er noget af en marathon. Men jeg synes den giver et godt indtryk af byen, og man kan jo snyde og tage en taxi hér og dér.
God tur!

Og lige en reklame og anbefaling: Tjek dette link www.bebeirut.org/walk.html - min gode ven Ronnie guider flere walking-tours om ugen rundt i Beirut. Han kender til en masse spændende historier og det er en rigtig god oplevelse! Starter man med en af hans ture, er man virkelig rustet til at udforske videre på egen hånd.

Økologi og Økonomi

Første lørdag i Beirut kræver naturligvis et besøg på Souk el Tayyeb – “det lækre marked”. Det foregår hver lørdag fra 9-2 PM i Saifi Village, ganske tæt på Martyrpladsen, Downtown Beirut.



Her kommer druser-familier ned fra bjergene og sælger deres juice, bønder fra Beiruts omegn sælger deres grøntsager og frugt, kunstnere kommer fra hele landet med deres håndværk og madmødre byder på smagsprøver på alverdens libanesiske specialiteter. Det hele er lidt dyrere end normalt, og noget af det er lige lovlig sundt...efter min mening smager falafel nu bedst når det er dybstegt og det samme gælder for flere af de andre lokale lækkerier. Men det er altid en dejlig oplevelse at besøge markedet.

Souk el tayyeb er det første Farmers Market i Libanon, og den bagvedliggende idé er at skabe et forum for bønder og producenter som deler en følelse af ansvar og respekt overfor natur, miljø og mennesker – på tværs af religion og sekteriske forhold. De er “Libanons forenede bønder”.

Udover det ugentlige marked i Beirut og rundt om i Libanon, arrangerer folkene bag Souk el tayyeb workshops for børn og voksne for at styrke den økologiske bevidsthed og de har udarbejdet et curriculum til brug i skolerne, der er erfarings-udveksling bønderne imellem og madfestivaller rundt om i landet for at promovere lokale traditioner og specialiteter.

Souk el tayyeb er et soleklart eksempel på en stor økonomisk ulighed i Libanon, med en gennemsnitlig libanesesisk indkomst, er der bestemt ikke råd til at købe ind på markedet. Det skal man huske på, men alligevel nyde et besøg på en varm lørdag formiddag.

Spirende udvikling

På min gåtur fra Hamra til downtown var det tydeligt at se hvordan den stabile udvikling i Libanon har smittet af på internationale investeringer og den rige klasses økonomiske forhold.
Nye cafeer og kæder er skudt op på mangt et gadehjørne siden jeg forlod Beirut i December sidste år. Starbucks har udvidet, Dunkin Doughnuts har fået en ekstra filial i Hamra, den amerikanske kæde Caribou Coffee står til at åbne – og minsandten om ikke H&M ligeledes har gjort sit indtog! Der har ellers nærmest været et dansk monopol på både mejeriprodukter og mode i Hamra – Arla, Jack&Jones og Vero Moda er ganske store hernede – men nu er svensken kommet på banen, og der går endda rygter om IKEA!





I Verdensbankens rapport over forholdene for investeringer i alverdens lande fra 2010 er Libanon placeret som nr. 108 ud af 183 lande, En del af baggrunden for de ufordelagtige forretningsforhold er ifølge rapporten politisk og økonomisk ustabilitet, korruption, uigennemsigtighed og ringe infrastruktur (Se hele rapporten her)

Gennemførelse af parlamentsvalg på fredelig manér i juni sidste år, økonomisk fremgang og stigende turisme synes at skabe håb om en fredelig fremtid og tiltrækker investorer. Det er jo umiddelbart positivt, men som min gode ven Ali sagde forleden:

“Hele verden vil gerne blande sig i Libanons udvikling, men det nytter ikke når der ikke er intern sammenhæng og folket er splittet mellem sekter og slægter. Økonomisk, politisk og social udvikling er nødt til at komme indefra”.

Ali har en pickles-business og er på Souk el tayyeb for at sælge sine pickles hver lørdag. Vi mødtes for et års tid siden i Saida, syd for Beirut, og faldt i snak. Jeg stødte på ham igen i lørdags på markedet, og han inviterede mig på besøg hos hans familie i Nabatiye (også i Syd) i næste weekend. Her bliver der meget mere tid til at høre hans bud på en økonomisk og politisk bæredytig udvikling af Libanon. Det glæder jeg mig til, og jeg bringer naturligvis guldkorn videre.

Beirut Vol.2

Så er jeg tilbage i Beirut efter at have afsluttet forårets semester i Danmark. Denne gang er det dog blot for to uger, men skønt er det.

Der har været ganske stille på min blog fra efteråret og frem til nu, men nu har jeg besluttet at tage tråden op igen og fylde flere historier på – her fra Beirut og fra rundt omkring i landet. Min mission i disse to uger, er at få skrevet nogle historier til www.U-landsnyt.dk som er et website med globale nyheder. Jeg vil gerne fortælle nogle af de historier som jeg synes er mere kendetegnende for Libanon end beretninger om konflikter og uro osv. Jeg har nogle idéer i ærmet, og skal ud og snakke med folk og lave research de næste uger. Det er vældig spændende, og jeg vil naturligvis ligeledes berette her på bloggen.

Jeg ankom til Beirut igår aftes med bus fra Damaskus (fløj dertil fordi billetterne var billigere) og nød turen over bjergene i snak med min palæstinensiske sidemand. Det arabiske skal lige op at køre igen, så det blev mest til en masse smil, basis-snak og gode hensigter – jeg lånte hende en kuglepen, hun gav mig en is….- sådan må man jo finde alternative kommunikations-metoder.

Jeg mødtes med en ven på min gamle (vores - og de flestes) stamcafé Younes i bydelen Hamra, og efter en kaffe gik vi til hans lejlighed hvor jeg er så heldig at kunne bo i den første uge. Der er smuk udsigt til havet og Beiruts lyde når helt op til balkonen hvor jeg sidder nu i en sval brise.

Nu vil jeg begive mig ud på min første færd, ud for at se om alt står som det gjorde og hilse på gamle venner. Jeg skal sørge for at supplere med fotos herfra, nu skulle bloggen bare lige sparkes igang igen – og det er hermed sket, følg med!

Ramadan og religion i Beirut

Jeg vågnede meget tidligt imorges, den var vel 4 eller halv fem, temperaturen er endelig begyndt at falde lidt i Beirut, så jeg sov for første gang i lang tid uden min aircondition tændt. Jeg havde ladet døren til min balkon (!) stå åben, noget jeg heller ikke har gjort længe på grund af aggressive myg. Jeg vågnede ved at den nærliggende moske kaldte til dagens første bøn. Jeg har ikke hørt det så klart før, enten har min dør været lukket ellers har jeg hørt det blandet med trafikstøj i løbet af dagen. Det var så smukt. Jeg vågnede og kiggede ud på den gryende dag, alt var i helt klare og lyse farver. At vågne op til et sådan væld af fortryllende sanseindtryk, gav mig kuldegysninger og gjorde mig ganske rørt. Jeg lagde mig tilbage i sengen og sov de par timer jeg havde, før jeg skulle op og åbne brød-biksen kl. 7.30.

I dette indlæg vil jeg fortælle lidt om hvordan jeg oplever Ramadanen her i Beirut. Det er langt fra alle der faster, men der er alligevel en anden stemning i bydelen, og jeg forestiller mig at det må være en noget lignende følelse at være vidne til alle vores danske juletraditioner uden rigtigt at være en del af dem…

Ramadanen er måneden for koranens åbenbaring. Den strækker sig over 30 dage uden mad, drikke og røg i dagtimerne. Ramadanen begyndte d. 21 august, og har altså været igang i en uges tid nu. Som jeg tidligere har beskrevet er Hamra den vestlige og muslimske del af Beirut. Det bemærker man nærmest kun ved bedetid når minareterne synger over bydelen. Men her i Ramadanen træder religiøsiteten tydeligere frem. I de små bikse med forskellige snack- og frokosttilbud står sælgerne helt ensomme med bugnende hylder, og salget er i den grad gået ned på cafeen hvor jeg arbejder. Vi laver næsten ingenting i løbet af dagen, først efter mørkets frembrud begynder der at komme tryk på. Det skyldes selvfølgelig ikke kun Ramadan, men også at en stor del af vores klientel er turister, og turistsæsonen er gået på hæld. Ydermere er priserne på madvarer i Beirut betydeligt højere i denne måned.

Flere af mine kollegaer faster, og jeg ser til med respekt og en smule undren. Begge vores kokke og de to opvaskere faster, de står i mados fra 7.30-16.30 og må hverken spise eller drikke. Jeg synes det er utroligt at de kan holde til det, og samtidig synes jeg det er utroligt at de gør det. Det er en smuk tanke, at Ramadanen er for at huske at værdsætte livets goder, føle med dem som sulter og huske at være et godt menneske. Jeg værdsætter hvad jeg har og jeg gør hvad jeg kan for at være et godt menneske, men det kan jeg kun hvis jeg får lidt energi indenbords i løbet af dagen. Det er svært for mig at forstå dette stærke forhold til gud, men det fascinerer mig at mennesker jeg har en masse tilfælles med har denne dimension i deres verden.

Religion i Libanon er, som så meget andet, en forvirrende og omfangsrig affære. På universitetet havde vi to påskeferier i april, en for de ortodokse og en for de katolske kristne. Hele semesteret havde vi en masse enkeltstående feriedage og forlængede weekender for at tilgodese alle de forskellige trosretninger på AUB. Der er Sunnimuslimer, Shiamuslimer, Druzere og alle mulige forskellige grene indenfor kristendommen. Religion er langt mere eksplicit og offentligt her end jeg er vant til. Det er blandt de de førstnævnte omstændigheder på jobansøgninger, og nemt at klassificere ud fra efternavn eller adresse...(for kendinge)
En ældre og meget venlig herre, som bor i den bygning som Bread Republic er en del af, hedder George. Da Ramadanen startede i sidste uge, ville jeg ønske ham glædelig Ramadan og spurgte om han fastede. Han kiggede på mig som havde jeg stillet det mest latterlige spørgsmål han havde hørt længe, rystede på hovedet og sagde:
“Mary – Aamo GEORGE!!!” Ahh…nå ja, Sankt George er da vist en Kristen helgen, ja så faster Aamo George jo nok ikke…men jeg er jo slet ikke vant til at sætte forbindelse mellem navn og religiøsitet på den måde. Men det gør man her, og jeg har mange gange forklaret hvordan religion i Danmark er et langt mere privat anliggende og navne ikke nødvendigvis betyder noget.

Det føles altid specielt at sidde overfor stærkt religiøse mennesker og forklaret at jeg måske nok egentlig ikke rigtig tror på noget….noget må du da tro på?? Ja ja…..jeg tror vel på…noget...jeg ved bare ikke lige hvad…

Det er interessant at opleve Ramadanen her og mærke at der trods alt er mere religiøsitet end først antaget i det “internationale hamra".






































Øv.Tv. Hariri-moskéen i Beirut DownTown Øv. Th. Et alter i den kristne bydel af Beirut
Ned. Tv. Premierminister Hariri er Sunni-muslim fra byen saida syd for Beirut. Han hyldes med plakater og slogans overalt i byen Ned. Th. Et kors i Qadisha-dalen i den nordlige kristne del af Libanon.