mandag den 1. november 2010

Mangel på politisk tillid i Libanon fører til højt niveau af korruption

Nye tal fra Transparency International peger på fortsat alvorlige problemer med korruption i Libanon. Modsat flere af de øvrige lande i Mellemøsten, har Libanon ikke forbedret sin placering i forhold til sidste års korruptionsindeks.

Libanon indtager pladsen som nummer 127 ud af 178 lande, og vurderes som mere korrupt end både Algeriet, placeret som nr. 105, Egypten (98) og Saudi Arabien (50). Alle tre lande har indtaget en markant forbedret placering i forhold til sidste års indeks.

Ifølge eksperter, er det høje niveau af korruption i Libanon et levn fra borgerkrigen:
“Det høje niveau af korruption i Libanon skyldes blandt andet, at mange, både formelle og uformelle, samfundsmæssige strukturer blev slået i stykker under den 15 år lange borgerkrig. Man tilvænnede sig en adfærd, hvor betaling under bordet blev dagligdag, og selvom det snart er 20 år siden borgerkrigen sluttede, er det aldrig blevet rettet op. Sådan forklarer Lektor i Mellemøststudier ved Syddansk Universitet Peter Seeberg.

Samfundsmæssige strukturer er altså en af årsagerne til den omfattende korruption, men hvad er det der gør strukturerne i Libanon så problematiske?

Det politiske system skaber mistillid


Ifølge den libanesiske anti-korruptionsorganisation LTA (Lebanese Transparency Association), er det især det politiske system der fordeler politisk og institutionel magt mellem de religiøse og etniske grupper i landet, som skaber problemer.

Denne model koncentrerer magten i hænderne på få udvalgte nøglepersoner i spidsen for de forskellige grupper. Nøglepersonerne udpeges formelt af et ministerråd, men er i realiteten resultat af forhandlinger mellem politiske ledere som vælger deres kandidater, baseret på religion og slægtsforhold.

“Når en udvalgt gruppe af magthavere dominerer landets politik og bestemmer over dets ressourcer, så udvandes demokrati, deltagelse og politisk tillid - og korruption opstår” skriver LTA.

Korruption er et stort problem for den politiske og økonomiske udvikling i Libanon.
Bureaukratiske procedurer i forbindelse med investeringer, komplicerer forholdene for iværksættere og udenlandske investorer ligesom en uklar og modstridende lovgivning skaber politisk uigennemsigtighed.

I Libanon har bekæmpelse af korruption været på den politiske dagsorden siden 1992, men resultaterne er svære at få øje på.

Den tyske tænketank Bertelsmann Stiftung, begrunder den positive udvikling i det øvrige Mellemøsten, med en udtalt politisk vilje til at bekæmpe korruption samt fokus på at skabe tillid og gennemsigtighed i de politiske strukturer.

Qater underskrev i 2005 FNs konvention mod korruption og regeringen i de Forenede Arabiske Emirater har indført nul-tolerance politik og sanktioner imod korruption.

Ifølge LTA kan korruption i Libanon kun bekæmpes gennem en fælles indsats fra de forskellige politiske og religiøse fraktioner i landet samt en inddragelse af den private sektor og det libanesiske civilsamfund. Mest af alt, kræves politisk vilje og prioritering.

FAKTABOKS

Transparency Internationals korruptionsindeks er baseret på niveauet af korruption i den offentlige sektor i 178 lande. De forskellige lande inddeles efter en skala fra 0 – 10 hvor 0 indikerer et højt niveau af korruption og 10 et lavt. Libanon er tildelt en score på 2,5 som er identisk med sidste års resultat.

De nyeste tal vidner om en generel positiv udvikling for flere Arabiske lande. Qatar er som nummer 19 placeret foran Storbrittanien (20) og De Forenede Arabiske Emirater er placeret som nr. 28 foran både Spanien og Portugal.

Kun Jordan er rykket ned på listen, ligesom Irak og Afghanistan er placeret blandt de mest korrupte lande i verden, med Somalia helt i bunden.

Se det nyeste korrutionsindeks fra Transparency International her:

Denne artikel er udgivet på www.u-landsnyt.dk