Jeg vågnede meget tidligt imorges, den var vel 4 eller halv fem, temperaturen er endelig begyndt at falde lidt i Beirut, så jeg sov for første gang i lang tid uden min aircondition tændt. Jeg havde ladet døren til min balkon (!) stå åben, noget jeg heller ikke har gjort længe på grund af aggressive myg. Jeg vågnede ved at den nærliggende moske kaldte til dagens første bøn. Jeg har ikke hørt det så klart før, enten har min dør været lukket ellers har jeg hørt det blandet med trafikstøj i løbet af dagen. Det var så smukt. Jeg vågnede og kiggede ud på den gryende dag, alt var i helt klare og lyse farver. At vågne op til et sådan væld af fortryllende sanseindtryk, gav mig kuldegysninger og gjorde mig ganske rørt. Jeg lagde mig tilbage i sengen og sov de par timer jeg havde, før jeg skulle op og åbne brød-biksen kl. 7.30.
I dette indlæg vil jeg fortælle lidt om hvordan jeg oplever Ramadanen her i Beirut. Det er langt fra alle der faster, men der er alligevel en anden stemning i bydelen, og jeg forestiller mig at det må være en noget lignende følelse at være vidne til alle vores danske juletraditioner uden rigtigt at være en del af dem…
Ramadanen er måneden for koranens åbenbaring. Den strækker sig over 30 dage uden mad, drikke og røg i dagtimerne. Ramadanen begyndte d. 21 august, og har altså været igang i en uges tid nu. Som jeg tidligere har beskrevet er Hamra den vestlige og muslimske del af Beirut. Det bemærker man nærmest kun ved bedetid når minareterne synger over bydelen. Men her i Ramadanen træder religiøsiteten tydeligere frem. I de små bikse med forskellige snack- og frokosttilbud står sælgerne helt ensomme med bugnende hylder, og salget er i den grad gået ned på cafeen hvor jeg arbejder. Vi laver næsten ingenting i løbet af dagen, først efter mørkets frembrud begynder der at komme tryk på. Det skyldes selvfølgelig ikke kun Ramadan, men også at en stor del af vores klientel er turister, og turistsæsonen er gået på hæld. Ydermere er priserne på madvarer i Beirut betydeligt højere i denne måned.
Flere af mine kollegaer faster, og jeg ser til med respekt og en smule undren. Begge vores kokke og de to opvaskere faster, de står i mados fra 7.30-16.30 og må hverken spise eller drikke. Jeg synes det er utroligt at de kan holde til det, og samtidig synes jeg det er utroligt at de gør det. Det er en smuk tanke, at Ramadanen er for at huske at værdsætte livets goder, føle med dem som sulter og huske at være et godt menneske. Jeg værdsætter hvad jeg har og jeg gør hvad jeg kan for at være et godt menneske, men det kan jeg kun hvis jeg får lidt energi indenbords i løbet af dagen. Det er svært for mig at forstå dette stærke forhold til gud, men det fascinerer mig at mennesker jeg har en masse tilfælles med har denne dimension i deres verden.
Religion i Libanon er, som så meget andet, en forvirrende og omfangsrig affære. På universitetet havde vi to påskeferier i april, en for de ortodokse og en for de katolske kristne. Hele semesteret havde vi en masse enkeltstående feriedage og forlængede weekender for at tilgodese alle de forskellige trosretninger på AUB. Der er Sunnimuslimer, Shiamuslimer, Druzere og alle mulige forskellige grene indenfor kristendommen. Religion er langt mere eksplicit og offentligt her end jeg er vant til. Det er blandt de de førstnævnte omstændigheder på jobansøgninger, og nemt at klassificere ud fra efternavn eller adresse...(for kendinge)
En ældre og meget venlig herre, som bor i den bygning som Bread Republic er en del af, hedder George. Da Ramadanen startede i sidste uge, ville jeg ønske ham glædelig Ramadan og spurgte om han fastede. Han kiggede på mig som havde jeg stillet det mest latterlige spørgsmål han havde hørt længe, rystede på hovedet og sagde:
“Mary – Aamo GEORGE!!!” Ahh…nå ja, Sankt George er da vist en Kristen helgen, ja så faster Aamo George jo nok ikke…men jeg er jo slet ikke vant til at sætte forbindelse mellem navn og religiøsitet på den måde. Men det gør man her, og jeg har mange gange forklaret hvordan religion i Danmark er et langt mere privat anliggende og navne ikke nødvendigvis betyder noget.
Det føles altid specielt at sidde overfor stærkt religiøse mennesker og forklaret at jeg måske nok egentlig ikke rigtig tror på noget….noget må du da tro på?? Ja ja…..jeg tror vel på…noget...jeg ved bare ikke lige hvad…
Det er interessant at opleve Ramadanen her og mærke at der trods alt er mere religiøsitet end først antaget i det “internationale hamra".
Øv.Tv. Hariri-moskéen i Beirut DownTown Øv. Th. Et alter i den kristne bydel af Beirut
Ned. Tv. Premierminister Hariri er Sunni-muslim fra byen saida syd for Beirut. Han hyldes med plakater og slogans overalt i byen Ned. Th. Et kors i Qadisha-dalen i den nordlige kristne del af Libanon.
Fru Sukariya er 81 år, og bor alene i en lejlighed på tredje sal i området Sanayeh. Hun kommer aldrig rigtig ud af lejligheden, da hun har sine forskellige skavanker som gør det svært for hende at bevæge sig meget længere end fra stuen og ud i køkkenet. Hun er et stolt menneske, som nægter at spise mad som ikke er hjemmelavet, hun er en fantastisk kok, og hun bruger sine dage i køkkenet – ruller vinbladsruller med ris i, mikser hummus, indbager alt muligt og laver en masse søde sager. Hendes køleskab er altid fyldt.
Jeg mødte Sukariya i februar, da jeg ledte efter et sted at bo, og kiggede på en masse forskellige steder. Et af stederne var lejligheden ved siden af Sukariyas i Sanayeh. Det var ikke lige hvad jeg ledte efter, men til gengæld utrolig hyggeligt at møde denne hjertelige lille dame. Vi havde fra start en rigtig god kommunikation, til trods for at hun snakker arabisk og en smule fransk – og jeg ingen af delene. Hun sagde da jeg gik, at lejlighed eller ej, så skulle jeg komme tilbage og besøge hende. Det gjorde jeg så et par uger efter, og det er fortsat gennem det sidste halve år.
Jeg har haft et kursus i arabisk på universitetet, og jeg havde timer hver morgen fra 10-11, så det var perfekt at gå ud til Sukariya bagefter og prøve de nye gloser af.
Hun er en spændende dame, og deler sikkert sin skæbne med mange andre gamle i Libanon.
Hun boede i Beirut da borgerkrigen brød ud i 1975, og flyttede så med sin mand og børn til Frankrig. De boede og skabte deres liv i Bordeaux, men det blev aldrig et rigtigt “hjem” for Sukariya. Hun elsker Libanon, det lille land med bjerge og hav, sne og sol, dejlige mennesker og en livsglæde som hun savnede i sine år i Frankrig. Da borgerkrigen sluttede i 1989, ville Sukariya tilbage til Beirut. Familien flyttede endnu engang, men det Libanon de kom tilbage til var ikke det de forlod. Beirut var bombet helt i stykker. Og skønt krigen var sluttet, betød det ikke fred og harmoni mellem alle de forskellige sekter i Libanon, kampen om hvem der har mere eller mindre ret til Libanon var langt fra overstået. Børnene, som ikke havde de minder og stærke bånd til landet som Sukariya havde, og som havde haft det meste af deres opvækst i Frankrig, fik hurtigt nok af Libanon. De forlod landet, 2 rejste tilbage til Frankrig, 1 til USA og kun den yngste blev i Libanon. Sukariyas mand døede kort herefter.
Der er rigtig mange libanesere som har deres familie spredt ud over hele verden. Jeg spurgte Sukariya igår, om hun ville rejse hvis hun havde muligheden, og hun tøvede ikke et sekund. Hun ville tage den først billet til Frankrig. Hun elsker stadig Libanon for alt hvad landet kan byde på af smukke steder. Men hun kan ikke leve et sted, hvor staten ikke yder nogen form for omsorg overfor landets ældre. Hun siger at manglen på en fælles fremadrettet politik for alle libanesere, har gjort folk til individualister som kun tænker på dem selv og deres familie.
Men Sukariya rejser ingen steder, det er hun alt for gammel til. Og jeg tvivler nu også på om hun ville gøre det hvis hun havde billetten i hånden. Hun er stolt, elsker det libanesiske køkken, har naboer som kommer over og så bliver der diskuteret højlydt, drukket kaffe og røget en masse cigaretter. Hun brokker sig, men ender oftest sætningerne med: Ja ja, men livet er jo godt nok.
Jeg er fascineret over hvordan hun og jeg er et perfekt eksempel på, en stærk sammenhæng mellem kommunikation og vilje til blive forstået og forstå. Når jeg lytter til ordene i vores samtaler forstår jeg omkring 1/3, men hun har en forklarende mimik og stopper ikke før jeg har forstået. Og hun hjælper mig på vej når ordene sidder fast i munden, retter min udtale og har virkelig skubbet mit arabiske frem!
Når jeg går siger hun altid at hun er min libanesiske mor, og at jeg skal komme tilbage så snart jeg kan. Det gør jeg, for hun er et ret fantastisk og facinerende menneske.
Det tredje indlæg på min blog handler om et par af Libanons veletablerede sommerfestivaller.
Jeg var d.18 juli til koncert i Beiteddine med serbiske Emir Kusturica and his No Smoking Orchestra. Koncerten blev afholdt i et meget smukt palads som blev bygget i 1804 da Libanon var en del af det Osmanniske rige. Jeg har et par billeder som giver en fornemmelse af hvilken oplevelse det var at sidde der i paladset. Forestil jer en lun sommeraftenluft og en masse glade mennesker.
Det var en god oplevelse, vejret i Beirut er for tiden nærmest uudholdeligt, det er simpelthen så varmt og fugtigt, så det er skønt at komme lidt op i bjergene om aftenerne og mærke en kølig brise. Kusturica og hans orkester lavede et rigtig godt show, og skabte en fest nede foran scenen, og på scenen. Hvis man er til Balkan-musik, så kan det virkelig anbefales!
Ugen efter var jeg til koncert i Byblos, en lille fiskerby 40 min. nord for Beirut. Det siges at være den ældste kontinuerligt beboede by i verden, spor viser helt tilbage til ca. 5000 fvt. Her er nogle ret fantastiske ruiner og en lille havn. Scenen var bygget på land, og tilskuerpladserne ude i vandet. Så under hele koncerten havde vi udsigt over de oplyste ruiner og byen.
Der var tre koncerter i træk; Den første var med Gonzales, en canadisk pianist, han var rigtig dygtig og det var stemningsfyldt. Men han synes at musik kun er rigtig musik når det spilles i mol, vores lalleglade vestlige musikstil er ren muzak…han var lidt irriterende. Bagefter var det CocoRosie. Det var en rigtig fed oplevelse, jeg har hørt dem før i København, men under disse omstændigheder var det aldeles fantastisk. Det er to New Yorker piger, som skaber et fantastisk lydunivers, med brug af alle mulige mærkelige ting og en levende Beat Box i stedet for et trommesæt. Tilsidst var det noget libanesisk tecno som vi smuttede fra, det levede ikke rigtig op til det foregående, og efter at have spenderet hele dagen i solen på stranden var vi også ganske trætte. Der er masser af andre muligheder for musikalske oplevelser i denne tid, både traditional musik og dans og alle mulige gæster udefra.
Jeg havde lyst til at skrive om disse oplevelser fordi jeg er ret begejstret over hvormeget alle de smukke og stemningsfyldte lokationer rundt omkring i landet bliver udnyttet, og det er nogle ret prominente kunstnere som spiller. Det er måske også en af grundene til at Beirut i New York Times blev kåret som nr.1 by, på besøgsværdige byer! Turismen er alene siden maj steget med 29% i forhold til sidste år, så turister er åbenbart mere og mere trygge ved at kommer her. Det er jo skønt. Det mærker jeg også på mit arbejde på cafeen, hvor der kommer en masse turister, jeg oplevede endda idag at jeg så et argentinsk par som jeg kunne kende fra et besøg på cafeen som jeg kunne høre sagde på spansk: “Hey…det er hende fra Bread Republic er det ikke?” Hæ hæ…det føltes ganske sjovt. Det var alt for denne gang, jeg vender snart tilbage med mere nyt hernedefra.
