Mikrobryggeriet 961 overvinder krig og øl-kultur i Libanon

Libanons første mikrobryggeri blev grundlagt under 33-dages krigen mod Israel i sommeren 2006. Verdensbanken fraråder investeringer i det ustabile land, men det forhindrer ikke lokale iværksættere i energisk at promovere sig som særligt omstillingsparate, fordi muligheden for krig altid er tilstede i businessplanen. Mikrobryggeriet 961 med Mazen Hajjar i spidsen, har fået succes med øl-produktion i et land uden øl-kultur.

Produktionen begyndte i gryder og spande i Mazen Hajjars køkken, mens israelske bomber regnede ned over området.
“Indrømmet, det var ikke et særligt fordelagtigt tidspunkt at begynde at drive forretning på, men vi fortsatte alligevel i troen på, at udover gode råvarer, tid og kærlighed, kan en god historie ligeledes spores i øllens kvalitet”.
Dette endte med 4 øltyper, som de mente kunne bære en større produktion, fortæller han.



Stik modsat Verdensbanken, mener Mazen at Libanon er et ideelt sted at drive forretning. Der er et stort og voksende klientel af bevidste forbrugere, som ønsker høj kvalitet, og gerne vil betale for det. Libanons overklasse vokser, og der er i den grad en gå-ud-kultur. Nye barer og cafeer åbner i et væk, og folk strømmer til.

Fremtidsudsigterne er ustabile ja, men det er kun et spørgsmål om at medregne de ustabile faktorer og altid have en back-up plan klar til når alvorlige uroligheder opstår. “Faktisk” siger Mazen, “gør denne omstændighed business i Libanon mere omstillingsparat, og i stand til at håndtere uroligheder – noget som ikke var tilfældet ved bombningerne i New York, London og Madrid, hvor disse hændelser påvirkede markedet markant”. Han fortsætter:

“Dem der udelukkende kigger på Libanons ustabile politiske strukturer, og herudfra stempler Libanon som et ufordelagtigt sted at investere er ignorante. Verdensbanken, og hvem der ellers laver disse analyser, har jo ikke fattet hvad det handler om i Libanon”.

Udover usikkerheden i at investere i et krigsramt Libanon under faldende bomber, bevægede Mazen og hans partnere sig i 2006 ind på et marked med tvivlsom efterspørgsel.
Libanon er ingen øldrikkende kultur, faktisk er den mængde som indtages på et år tilsvarende mængden af øl, indtaget på bare 10 dages Oktoberfest. “Det er jo en naturlig konsekvens af, at vi libanesere altid har skulle trækkes med Almaza – det er en elendig øl” siger Mazen. Almaza ejes af Heineken, og har haft monopol på øl-produktion i Libanon de sidste 75 år.

Da Mazen og hans partnere kastede sig ud i projektet, havde ingen af dem erfaring med at brygge øl. De modtog det første brygge-udstyr fra Canada i et samlesæt á 40 dele, og anede ikke hvordan de skulle bære sig ad med at gøre det funktionelt. Det lykkedes dem efter tre måneder og en masse mailkorrespondance frem og tilbage med firmaet i Canada, som ikke mente de unge mænd måtte være rigtig kloge.

I begyndelsen var det noget sløjt med afsætningen, men stille og roligt blev øllen kendt, og omsætningen er indenfor det sidste år steget i en sådan grad, at 961 netop er flyttet til større lokaler, og har udvidet brygge-faciliteterne. Hvor de før havde kapacitet til at brygge 2-300.000 flasker øl om året, kan de nu årligt sætte 5 milllioner øl på markedet.




De nye lokaler er stadig ved at blive gjort klar, så Mazens kontor består af to læderstole i indkørslen til bryggeriet. Imens vi sidder dér og snakker, kommer forskellige leverandører forbi, og ordner forretninger. To mænd kommer på motorcykel, de står for gaslevering, og skal lige have skrevet en check under. En anden mand dukker op, tjekker test-udstyret, får en øl, og smutter videre.



Der er mange løse ender som skal samles, inden 961 for alvor er oppe at køre igen. Der er nogle problemer med forsyningen af electricitet og justeringer af maskiner. Flytningen har sat 961 i bero i en længere periode, og en del af produktionen har været taget af markedet.

Skønt det ikke har været et bevidst valg, synes denne stille-periode at have affødt en endnu større efterspørgsel på 961s øl, og Mazen er overbevist om, at det lille bryggeri står foran en stærk genopståen.

Trods fremgang kan 961 fortsat langt fra måle sig med Almaza.“ Vi sælger ca. én 961 pr. syv Almazas vil jeg tro” siger Walid Attaya, ejer af en café i Beiruts Hamra-distrikt.

Men 961 er mere end salgstal: “Formålet for 961 har aldrig været at erstatte Almaza på markedet. De fleste foretrækker Almaza fremfor 961, og det skal de have lov til – så længe de har et valg. Det er demokratisering af ølindustrien” smiler Mazen.

Udover at brygge god øl, ønsker 961 også at sætte fokus på lokal og bæredygtig produktion og social ansvarlighed. De anvender så vidt muligt lokalt producerede ingredienser, giver overskudslagre til økologiske landbrug, tager del i anti-spritkørsel- og anti-stofmisbrugskampagner og de støtter forskellige kulturelle og sociale events.

Det skal blive spændende at se, om efterspørgslen efter special-øl i Libanon tilsvarer den nye udvidede produktion. Mazen er ikke et øjeblik i tvivl: “Bare se på USA og Danmark, for 50 år siden var der ikke særlig mange øl at vælge imellem, og nu vælter det frem med mikrobryggerier. Jeg tror det samme kommer til at ske her i Libanon, første skridt er at gøre folk bevidste om, at øl er så meget mere end Almaza, Efes og Corona”

961 udvider dels antallet af barer, restauranter og markeder, som distribuerer øllen i Libanon og i regionen, og ligeledes har distributører over hele verden kontaktet det lille bryggeri med henblik på eksport. Også i Skandinavien har Mazen kontakter, så hold øjnene åbne efter 961-øl på barer og butikshylder og prøv dem straks. Det er både en meget velsmagende bid af Libanon og en rigtig fin historie.

Libanon arresterer bloggere - debatten fortsætter

I Juli blev tre libanesere arresteret for at poste negative kommentarer om landets præsident Michel Suleiman på deres Facebook-profiler. Denne episode satte gang i det libanesiske bloggermiljø, og adskillige udtrykte gennem virtuelle tilkendegivelser og underskriftindsamlinger stor utilfredshed med sagens forløb.

“Hvad er der blevet af den ytringsfrihed, vi altid har været så stolte af?” skrev en oprevet blogger.

Der blev henvist til brud på både menneskerettigheder, og den libanesiske konstitution.

De tre unge mænd som fornærmede præsidenten, blev hurtigt løsladt, og de venter nu på deres retssag, Løsladelsen betragtes af det libanesiske online-fællesskab som en sejr over landets efterretningstjeneste, som trængte ind i Cyberspace og ville forhindre de unge i at udtrykke deres holdninger.

Det er overraskende, at en sådan hændelse finder sted i netop Libanon, som i årtier er blevet hyldet for sin frie, direkte og kyndige presse i en ellers stærkt censureret region.

“Episoden med Facebook-fængslingerne viser, at overvågningen i Libanon er konstant – du kan fornærme folk, men du kan ikke gøre det ubemærket” siger Samer Karam.

Samer er aktiv indenfor det libanesiske blogging- og web 2.0 miljø. Han tager Facebook episoden alvorligt og mener, at den er udtryk for en upassende indblanding i online fora, og at den sætter en bekymrende præcedens. Men når det er sagt, mener han ikke, at det indikerer en særlig aktuel udvikling mod strammere overvågning. Der forekommer ofte fornærmelser af regerings-repræsentanter på blogs, Facebook og Twitter.

“Disse unge mænd havde ikke deres “wasta” (kontakter) i orden og det havde konsekvenser”. Episoden vil ikke få Samer til at tænke mere over, hvad han poster på sin blog, end han har gjort tidligere.

Blogging Beirut

Samer oprettede Bloggingbeirut.com i 2006. Den virtuelle kommunikation var på sit højeste under 33-dages krigen mod Israel den sommer, og i denne periode indtog Libanons bloggere for alvor scenen og skabte en platform for diskussion. Blogger-aktiviteten faldt markant, da krigen var overstået, men Bloggingbeirut har stadig mange besøgende.

Diskussionerne på bloggen handler om alt fra fodbold til korruption og skønhedsoperationer. Samers erfaring fra både hans egen og blogs generelt er, at libaneserne ikke er bange for at sige, hvad de mener. De indlæg, som bliver skrevet, udtrykker ofte stærke holdninger.

Samer selv stræber efter en vis neutralitet. Han har i længere tid blogget under et alias – mestendels fordi slægter og sociale strukturer gør Libanon til et mini-samfund, hvor alle kender alle på deres efternavne. Samer ønsker ikke, at hans familie skal stå til ansvar for hans kampagner. Men på trods af anonymitet er det alligevel gentagne gange lykkedes den libanesiske efterretningstjeneste at finde frem til hans person, når de har haft problemer med hans aktiviteter. Der er ingen tvivl om, at der bliver holdt styr på, hvad der foregår.

En anden populær blog er Qifa Nabki – en blog om libanesisk politik, historie og kultur, skrevet af Elias Muhanna. Han opdaterer regelmæssigt og har tydeligvis mange faste og debatlystne læsere.

Meget aktuel er den forestående domstol, der skal dømme de tiltalte for mordet på premierminister Rafiq Hariri i 2005. Sagen bliver diskuteret heftigt på bloggen. Qifa Nabki lagde den 30. juli forslag til informationskilder i denne sag på sin blog. Dagen efter var der 40 tilbagemeldinger, spørgsmål og debatindlæg fra ivrige læsere.

Dette understreger et behov for, og en lyst til, at udtrykke sig og debattere blandt libaneserne. Facebook-episoden synes ikke at have lagt en dæmper på den. Følgende kommentar til arrestationen af de tre unge mænd blev lagt på Qifa Nabkis blog:
“Dette er en sørgelig begivenhed for ytringsfriheden og udtryk for, at en præsident grundlovsstridigt kan ignorere de ideer, som han upålideligt taler om konstant. Der er ingenting at diskutere i denne sag... Regeringen må trække arrestationen tilbage. Det er den eneste mulighed”.
Denne kommentar er fulgt af en række opråb fra vrede læsere, som ikke vil finde sig i regeringens indblanding. Lovmæssig ytringsfrihed eller ej – libaneserne er ikke lige sådan at lukke munden på.