Libanons mange ansigter

Libanon er i udvikling. Beirut er en byggeplads med et væld af nye konstruktioner overalt. Et stort antal velhavende libanesere vender tilbage, for at bosætte sig i Libanon efter at have opholdt sig i udlandet siden borgerkrigen, og turismen stiger, jo længere freden opretholdes i det lille konfliktplagede land i Mellemøsten.

Med en voksende overklasse forstærkes behovet for luksuriøse tilbud og understreger en stor ulighed i det libanesiske samfund. Mange vælger at investere i en enkeltbillet for at søge lykken i udlandet.

Ekstreme modsætninger

Et af de mere luksuriøse tilbud, som henvender sig til den velhavende del af befolkningen, er besøg på Libanons vingårde. I den frodige Bekaadal er der 35 vinproducenter af forskellig størrelse. En af disse er Massaya. Vinproduktion i Libanon kan spores helt tilbage til romertiden, og er ifølge Massayas to grundlæggere, brødrene Ramzi og Sami Ghosn, en helt essentiel del af libanesisk kultur, og en samlende faktor for en splittet befolkning.

Har man ingen bil, starter rejsen fra Beirut til Massaya i Bekaadalen på busstationen Cola i det sydlige Beirut. Her er et virvar af dyttende biler, råbende chauffører og en luft grå af bil-os og støv. Transporten til Bekaa foregår i minibus, fyldt til randen og i topfart over bjergene – gerne med høj arabisk musik væltende ud af højtalerne og altid plads til en eksta passagér.

Efter en times kørsel befinder man sig pludselig i smukke, idylliske omgivelser. Hvide fugle på lysegrønne vinranker, piblende små vandfald, meditative toner og kølige vinkældre hvor duftlys giver et romantisk skær, står her i skarp kontrast til den foreløbige rejse. Det er svært at huske den varme fugtige Beirutluft, de råbende chauffører og turen over bjergene, og svært at forstå at det lille land kan indeholde så ekstreme modsætninger.

Krigsgeneration

Ifølge den ene af de to ejere af Massaya, Ramzi Ghosn, repræsenterer den ene af disse oplevelser ikke Libanon bedre end det andet.

“Det er to sider af samme sag, og de er nødt til at kunne fungere sammen. I Libanon er man i høj grad ansvarlig for egen succes, og der er ikke nogen stat, som hjælper de trængende. Dem med kapital og muligheder kan drive det vidt, men det er svært at akkumulere økonomiske ressourcer og starte fra bunden”.

Ramzi og hans bror vendte ved borgerkrigens afslutning i 1990 tilbage til Libanon efter 12 år i Frankrig og USA for at starte produktion af den nationale libanesiske anis-krydrede spiritus Arak og vin brygget på libanesiske druer på deres forældres landbrug i Bekaa.

“Vi er en krigsgeneration. Mange fra vores generation er vendt tilbage efter krigen med penge på lommen og kreative idéer. Det er den positive side af en meget sørgelig begivenhed”.

Ifølge Ramzi er det netop de investeringsvillige libanesere, der vender tilbage med udsyn og kreativitet og sætter gang i Libanons udvikling.

“Libanesere er gode til at lave forretninger og skabe succes”.

Økonomisk vanskelige tider

Jobmarked og lønniveau gør det ikke særlig nemt for unge uddannede libanesere at finde velbetalte jobs og mulighed for at skabe sig den succes, som Ramzi taler om. Derfor søger mange unge til udlandet for at skabe sig et liv og en acceptabel indkomst dér.

Andelen af libanesere som har råd til en weekendtur med frokost og vinsmagning på Massaya vokser, det fremgår tydeligt at stigende besøgstal på vingården. Men samtidig stiger de generelle leveomkostninger uden at lønninger følger med. Det skaber et voksende skel imellem Libanons samfundslag, og en svindende middelklasse.

Der er mange veluddannede unge, som med bedre jobmuligheder kunne medvirke til en positiv udvikling af landet, men som i stedet foretrækker at spare sammen til en enkeltbillet ud af Libanon.




Ramzi Ghosn - den ene af de to grundlæggere af Massaya

Bambushytter i Libanons bjerge

Hver dag er der tre timers skemalagt strømafbrydelse i Beirut. Altid modsat urets retning, så man kan forberede sig på, hvornår det er slut med aircondition, lyset slukker, eller hvornår man skal sætte vasketøjet over, hvis det skal nå at centrifugere. Udenfor byen forekommer disse strømafbrydelser i langt større grad, og her er ikke noget skema.

Libanon, der på mange områder er et udviklet land, har ikke en fungerende energisektor. Alligevel lægger lovgivning forhindringer i vejen for produktion af alternativ energi.

Trods politiske problemer og gentagende konflikter i det lille land i Mellemøsten er den økonomiske udvikling positiv. På nogle punkter er Libanon langt forud for sine regionale naboer, men når lyset slukker, og man mærker den prompte effekt af luftkølingsanlæggene som slår fra, kan man godt blive i tvivl om, hvor bæredygtig Libanons udvikling er.


Cafeer, restauranter og velhavende libanesere har normalt generatorer, der slår til straks den offentlige forsyning slår fra. Derfor kan man godt bo i Beirut med konstant energiforsyning, men prisen er høj. I gennemsnit betaler hver libaneser 25 procent udover deres el-regning til staten for at have generatorer – som giver ekstra udgifter for forbrugerne og udleder en stor mængde CO2.

Årsagen til disse strømafbrydelser er, at den statsejede energidistributør, Electricité de Liban (EdL), ikke har kapacitet til at generere energi nok. De elværker, som står langs Libanons kyster, er fra før krigen og bliver ikke anvendt hensigtsmæssigt.

Halvfems procent af Libanons energi er genereret på olie. Da Libanon er et af de få lande i Mellemøsten, der ikke henter olie op fra undergrunden, er landet afhængigt af import af olie fra regionale naboer. Det skaber et temmelig ugunstigt afhængighedsforhold for Libanon, og giver staten store udgifter.

Flere eksperter ser et åbenlyst alternativ til Libanons afhængighed af olie og den ringe forsyning af energi. Libanons beliggenhed med Middelhavet på den ene side og et stort syrisk ørkenområde på den anden skaber gode muligheder for vindenergi. Udnyttelse af landets 3.000 timers sol årligt ville ligeledes kunne bidrage til energi-forsyningen.

Paradoksalt nok fastholder lovgivning Libanon som afhængig af olie. Mulighederne for udvikling af vedvarende energi er få, men der er ildsjæle og entusiaster i landet, som alligevel kæmper for en økologisk og bæredygtig udvikling.

Et økologisk kollektiv

Drømmen om udvikling af vedvarende energi og en større bevidsthed om udnyttelse af naturressourcer, genbrug og økologi fik Karim al Khatib til at etablere sit økologiske kollektiv Ecovillage i Libanons Shouf-region tilbage i 2004. Projektet startede som et eksperiment.



Karim og nogle venner, alle aktivister i Greenpeace, fik lov at bruge et stykke af Karims forældres jord til at afprøve forskellige metoder at generere alternativ energi på. Flere venner kom til, og det skabte et behov for generering af mere electricitet, storkøkken og overnatningsmuligheder. Idag har Ecovillage 4 bambushytter og 3 under konstruktion, ifølge Karim de mindst CO2-udledende konstruktioner på planeten.

Ecovillage har idag udvidet med et stort økologisk landbrug, en citronlund, og de har netop investeret i endnu et stort stykke jord, hvor de vil udvide både landbruget og mulighederne for at indlogere folk i længere perioder.




Al energi, som anvendes i Ecovillage, er selvgenereret, dels via vandkraft genereret fra den nærliggende flod og dels gennem sol- og vindenergi.

Hver uge kommer skoleklasser til Ecovillage for at blive undervist i økologi og alternativ energi.

“Vi libanesere er aldrig blevet uddannet i genbrug og bæredygtig energi og den slags. Det kan ikke blive ved med at gå, så vi starter med børnene. De er fremtiden, og det er essentielt, at de lærer at håndtere de miljømæssige udfordringer fremtiden uundgåeligt byder på”.

Libanesisk lovgivning forbyder egenproduktion og distribution af energi. Hvis man har mulighed for at være koblet på det statsejede netværk, så er man forpligtet til dette.

Ecovillage er på grund af sin afsides beliggenhed ikke på den nationale ledningsnet, og kan derfor ganske lovmæssigt generere egen energi. Dog er staten i gang med en udvidelsesproces af elnetværket, så inden længe kommer dette til at inkludere Ecovillage, som vil være nødsaget til at koble sig på det nationale net og altså forhindrer 100 procent selvforsyning.

Karim undrer sig over statens modvilje, og håber at Ecovillage kan finde en måde at omgå lovgivingen og forblive selvforsynende. Han er optimist og tror, at en stigende bevidsthed på energi området før eller siden vil medføre politiske tiltag.

”Hvordan man end vender og drejer det, så rykker et seriøst behov for en erstatning af olie som hoved-energiforsynings-kilde tættere og tættere på, og dette behov vil kun vokse. Det er politiske tiltag, som skal komme oppefra. Vi presser på, fra hvor vi står og tror på, at der før eller siden må komme en politiker i parlamentet som bekymrer sig tilstrækkeligt om disse ting og kan give rum for udvikling af en alternativ energi-sektor”



Dette er den første af fire artikler, skrevet på baggrund af sommerens ophold i Libanon. De vil blive udgivet på u-landsnyt.dk i løbet af september - http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/03-09-10/bambushytter-i-libanons-bjerge-skal-skabe-bevidsth