fredag den 8. oktober 2010

Mikrobryggeriet 961 overvinder krig og øl-kultur i Libanon

Libanons første mikrobryggeri blev grundlagt under 33-dages krigen mod Israel i sommeren 2006. Verdensbanken fraråder investeringer i det ustabile land, men det forhindrer ikke lokale iværksættere i energisk at promovere sig som særligt omstillingsparate, fordi muligheden for krig altid er tilstede i businessplanen. Mikrobryggeriet 961 med Mazen Hajjar i spidsen, har fået succes med øl-produktion i et land uden øl-kultur.

Produktionen begyndte i gryder og spande i Mazen Hajjars køkken, mens israelske bomber regnede ned over området.
“Indrømmet, det var ikke et særligt fordelagtigt tidspunkt at begynde at drive forretning på, men vi fortsatte alligevel i troen på, at udover gode råvarer, tid og kærlighed, kan en god historie ligeledes spores i øllens kvalitet”.
Dette endte med 4 øltyper, som de mente kunne bære en større produktion, fortæller han.



Stik modsat Verdensbanken, mener Mazen at Libanon er et ideelt sted at drive forretning. Der er et stort og voksende klientel af bevidste forbrugere, som ønsker høj kvalitet, og gerne vil betale for det. Libanons overklasse vokser, og der er i den grad en gå-ud-kultur. Nye barer og cafeer åbner i et væk, og folk strømmer til.

Fremtidsudsigterne er ustabile ja, men det er kun et spørgsmål om at medregne de ustabile faktorer og altid have en back-up plan klar til når alvorlige uroligheder opstår. “Faktisk” siger Mazen, “gør denne omstændighed business i Libanon mere omstillingsparat, og i stand til at håndtere uroligheder – noget som ikke var tilfældet ved bombningerne i New York, London og Madrid, hvor disse hændelser påvirkede markedet markant”. Han fortsætter:

“Dem der udelukkende kigger på Libanons ustabile politiske strukturer, og herudfra stempler Libanon som et ufordelagtigt sted at investere er ignorante. Verdensbanken, og hvem der ellers laver disse analyser, har jo ikke fattet hvad det handler om i Libanon”.

Udover usikkerheden i at investere i et krigsramt Libanon under faldende bomber, bevægede Mazen og hans partnere sig i 2006 ind på et marked med tvivlsom efterspørgsel.
Libanon er ingen øldrikkende kultur, faktisk er den mængde som indtages på et år tilsvarende mængden af øl, indtaget på bare 10 dages Oktoberfest. “Det er jo en naturlig konsekvens af, at vi libanesere altid har skulle trækkes med Almaza – det er en elendig øl” siger Mazen. Almaza ejes af Heineken, og har haft monopol på øl-produktion i Libanon de sidste 75 år.

Da Mazen og hans partnere kastede sig ud i projektet, havde ingen af dem erfaring med at brygge øl. De modtog det første brygge-udstyr fra Canada i et samlesæt á 40 dele, og anede ikke hvordan de skulle bære sig ad med at gøre det funktionelt. Det lykkedes dem efter tre måneder og en masse mailkorrespondance frem og tilbage med firmaet i Canada, som ikke mente de unge mænd måtte være rigtig kloge.

I begyndelsen var det noget sløjt med afsætningen, men stille og roligt blev øllen kendt, og omsætningen er indenfor det sidste år steget i en sådan grad, at 961 netop er flyttet til større lokaler, og har udvidet brygge-faciliteterne. Hvor de før havde kapacitet til at brygge 2-300.000 flasker øl om året, kan de nu årligt sætte 5 milllioner øl på markedet.




De nye lokaler er stadig ved at blive gjort klar, så Mazens kontor består af to læderstole i indkørslen til bryggeriet. Imens vi sidder dér og snakker, kommer forskellige leverandører forbi, og ordner forretninger. To mænd kommer på motorcykel, de står for gaslevering, og skal lige have skrevet en check under. En anden mand dukker op, tjekker test-udstyret, får en øl, og smutter videre.



Der er mange løse ender som skal samles, inden 961 for alvor er oppe at køre igen. Der er nogle problemer med forsyningen af electricitet og justeringer af maskiner. Flytningen har sat 961 i bero i en længere periode, og en del af produktionen har været taget af markedet.

Skønt det ikke har været et bevidst valg, synes denne stille-periode at have affødt en endnu større efterspørgsel på 961s øl, og Mazen er overbevist om, at det lille bryggeri står foran en stærk genopståen.

Trods fremgang kan 961 fortsat langt fra måle sig med Almaza.“ Vi sælger ca. én 961 pr. syv Almazas vil jeg tro” siger Walid Attaya, ejer af en café i Beiruts Hamra-distrikt.

Men 961 er mere end salgstal: “Formålet for 961 har aldrig været at erstatte Almaza på markedet. De fleste foretrækker Almaza fremfor 961, og det skal de have lov til – så længe de har et valg. Det er demokratisering af ølindustrien” smiler Mazen.

Udover at brygge god øl, ønsker 961 også at sætte fokus på lokal og bæredygtig produktion og social ansvarlighed. De anvender så vidt muligt lokalt producerede ingredienser, giver overskudslagre til økologiske landbrug, tager del i anti-spritkørsel- og anti-stofmisbrugskampagner og de støtter forskellige kulturelle og sociale events.

Det skal blive spændende at se, om efterspørgslen efter special-øl i Libanon tilsvarer den nye udvidede produktion. Mazen er ikke et øjeblik i tvivl: “Bare se på USA og Danmark, for 50 år siden var der ikke særlig mange øl at vælge imellem, og nu vælter det frem med mikrobryggerier. Jeg tror det samme kommer til at ske her i Libanon, første skridt er at gøre folk bevidste om, at øl er så meget mere end Almaza, Efes og Corona”

961 udvider dels antallet af barer, restauranter og markeder, som distribuerer øllen i Libanon og i regionen, og ligeledes har distributører over hele verden kontaktet det lille bryggeri med henblik på eksport. Også i Skandinavien har Mazen kontakter, så hold øjnene åbne efter 961-øl på barer og butikshylder og prøv dem straks. Det er både en meget velsmagende bid af Libanon og en rigtig fin historie.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar