På besøg hos fru Sukariya

Fru Sukariya er 81 år, og bor alene i en lejlighed på tredje sal i området Sanayeh. Hun kommer aldrig rigtig ud af lejligheden, da hun har sine forskellige skavanker som gør det svært for hende at bevæge sig meget længere end fra stuen og ud i køkkenet. Hun er et stolt menneske, som nægter at spise mad som ikke er hjemmelavet, hun er en fantastisk kok, og hun bruger sine dage i køkkenet – ruller vinbladsruller med ris i, mikser hummus, indbager alt muligt og laver en masse søde sager. Hendes køleskab er altid fyldt.

Jeg mødte Sukariya i februar, da jeg ledte efter et sted at bo, og kiggede på en masse forskellige steder. Et af stederne var lejligheden ved siden af Sukariyas i Sanayeh. Det var ikke lige hvad jeg ledte efter, men til gengæld utrolig hyggeligt at møde denne hjertelige lille dame. Vi havde fra start en rigtig god kommunikation, til trods for at hun snakker arabisk og en smule fransk – og jeg ingen af delene. Hun sagde da jeg gik, at lejlighed eller ej, så skulle jeg komme tilbage og besøge hende. Det gjorde jeg så et par uger efter, og det er fortsat gennem det sidste halve år.

Jeg har haft et kursus i arabisk på universitetet, og jeg havde timer hver morgen fra 10-11, så det var perfekt at gå ud til Sukariya bagefter og prøve de nye gloser af.
Hun er en spændende dame, og deler sikkert sin skæbne med mange andre gamle i Libanon.
Hun boede i Beirut da borgerkrigen brød ud i 1975, og flyttede så med sin mand og børn til Frankrig. De boede og skabte deres liv i Bordeaux, men det blev aldrig et rigtigt “hjem” for Sukariya. Hun elsker Libanon, det lille land med bjerge og hav, sne og sol, dejlige mennesker og en livsglæde som hun savnede i sine år i Frankrig. Da borgerkrigen sluttede i 1989, ville Sukariya tilbage til Beirut. Familien flyttede endnu engang, men det Libanon de kom tilbage til var ikke det de forlod. Beirut var bombet helt i stykker. Og skønt krigen var sluttet, betød det ikke fred og harmoni mellem alle de forskellige sekter i Libanon, kampen om hvem der har mere eller mindre ret til Libanon var langt fra overstået. Børnene, som ikke havde de minder og stærke bånd til landet som Sukariya havde, og som havde haft det meste af deres opvækst i Frankrig, fik hurtigt nok af Libanon. De forlod landet, 2 rejste tilbage til Frankrig, 1 til USA og kun den yngste blev i Libanon. Sukariyas mand døede kort herefter.

Der er rigtig mange libanesere som har deres familie spredt ud over hele verden. Jeg spurgte Sukariya igår, om hun ville rejse hvis hun havde muligheden, og hun tøvede ikke et sekund. Hun ville tage den først billet til Frankrig. Hun elsker stadig Libanon for alt hvad landet kan byde på af smukke steder. Men hun kan ikke leve et sted, hvor staten ikke yder nogen form for omsorg overfor landets ældre. Hun siger at manglen på en fælles fremadrettet politik for alle libanesere, har gjort folk til individualister som kun tænker på dem selv og deres familie.
Men Sukariya rejser ingen steder, det er hun alt for gammel til. Og jeg tvivler nu også på om hun ville gøre det hvis hun havde billetten i hånden. Hun er stolt, elsker det libanesiske køkken, har naboer som kommer over og så bliver der diskuteret højlydt, drukket kaffe og røget en masse cigaretter. Hun brokker sig, men ender oftest sætningerne med: Ja ja, men livet er jo godt nok.

Jeg er fascineret over hvordan hun og jeg er et perfekt eksempel på, en stærk sammenhæng mellem kommunikation og vilje til blive forstået og forstå. Når jeg lytter til ordene i vores samtaler forstår jeg omkring 1/3, men hun har en forklarende mimik og stopper ikke før jeg har forstået. Og hun hjælper mig på vej når ordene sidder fast i munden, retter min udtale og har virkelig skubbet mit arabiske frem!

Når jeg går siger hun altid at hun er min libanesiske mor, og at jeg skal komme tilbage så snart jeg kan. Det gør jeg, for hun er et ret fantastisk og facinerende menneske.