Graffiti - Weapon of Mass Discussion

“Talented multineers cloak the nude industrial walls of their country with an array of colours. Every night they rejuvenate the streets and give them a voice that screams to everyone passing them by, that Beirut cannot be silenced for she embraces artists who are louder than life”
(Beirut Street Art, 2010)



Beiruts mure er fulde af farver, tags, budskaber og kunst. I 1960´erne var graffiti et middel til at tagge politiske budskaber og udvise støtte eller foragt blandt de forskellige grupper i det allerede splittede samfund.

I løbet af borgerkrigen, omkring 1980, udviklede den politiske graffiti sig i højere grad til street art med sociale dynamikker i centrum. Det har ikke på noget tidspunkt været lovligt at male på byens mure, men på den anden siden gør politiet heller ikke noget for at afværge det – derfor er street art at finde over det meste af Beirut. Dog holder grafitti-malerne sig væk fra DownTown og andre områder med stor sikkerhedsbevågning.



Der er et ret stort undergrundsmiljø her i Beirut, både musik, kunst festivaller og events af alle mulige slags. Holder man øjnene åbne i gadebilledet, ser man altid flyers, plakater og taggede webside-adresser med alt mulig info om hvad der foregår.

Det er ret interessant at Beiruts mure i den grad bliver anvendt som socialt kommunikationsmiddel synes jeg. En fyr ved navn Tarek Joseph Chemaly har lavet en bog med rigtig flotte fotos af byens graffiti. Politiken bragte en længere artikel om denne tilbage i februar find den her. Hvis nogen er interesserede i at se bogen, så send mig en mail på mariexlarsen@gmail.com - jeg har den liggende som pdf.

Der er blevet udgivet en del litteratur om dette emne indenfor de sidste år, de facts jeg har nævnt ovenfor har jeg fået fra bogen: Beirut Street Art (Udgivet af Art Lounge, Beirut i 2010). Den kan anbefales.

Gadebilledets talrige og stærke budskaber vidner om en generation af kreative unge med behov for at udtrykke sig – og det putter farver på de krigshærgede bygninger som stadig står i de fleste dele af Beirut. Der er rigtig mange huse som er blevet forladt af familier der har emigreret under krigen. Disse står stadig som ejere af matrikler i hele landet, og husene bliver derfor ikke revet ned.

Spørgsmålet er også hvem der økonomisk ville dække en nedrivning af byens krigslevn. Det burde jo være staten - men staten er en noget underlig størrelse her i Libanon. Det vender jeg tilbage til ved lejlighed - dette var blot for at understrege: Bygningerne bliver højest sandsynligt stående længe endnu - og dermed forbliver graffitiens sociale budskaber og kommentarer en konstant del af byens udtryk.

Beiruts mange ansigter

Forleden vandrede jeg gennem Beirut – hele vejen fra Hamra i vest til det armenske kvarter i øst. Det kan varmt anbefales for enhver som besøger Beirut at gå denne tur. Her mærker man virkelig hvordan byen forandrer sig fra område til område.

Start ved AUB og følg vejen som løber på højre side af universitetet, denne vej fører hele vejen gennem Down Town til martyrpladsen og der spændende ting at se på undervejs. Når man krydser martyrpladsen, krydser man samtidig den grønne linie som opdeler byen mellem Vest og Øst. Denne linie markerer opdelingen mellem den muslimske befolkning i vest og den kristne front i øst under den libanesiske borgerkrig 1975-1990.



Den grønne linie er ikke gældende længere og befolkningen er mere blandet nu, men man kan stadig mærke et skift når man går fra vest og ind i øst. Der er flere kirker end moskeér og den franske indflydelse er en del tydeligere på den kristne side af byen. Der er mange bygninger i fransk kolonistil og flere har fransk som deres andetsprog fremfor engelsk. Frankrig har haft en stor interesse i Libanons udvikling, og har støttet den kristne befolkning gennem tiden. Fra Anden Verdenskrig og frem til 1943 var Libanon under fransk mandat, og trods uafhængighed er der fortsat stærke forbindelser landene imellem.



Fra Gemmayzee fortsætter vejen ligeud helt ned til floden (flod er så meget sagt…det et meget sølle lille afløb) og på den anden side af broen ligger Bourj Hammoud som er det armenske kvarter.

Der er en omkring 150.000 armenere i Libanon, og bydelen er et lille armenien – et andet sprog, nye kullinariske specialiteter og endnu en ny og anderledes oplevelse. Her er en masse muligheder for at gøre sine indkøb af tøj, sko, køkkenredskaber, mad og alt mulig andet. Og et must er naturligvis de armenske specialiteter soujouk, basterma og makanek – armenske pølser og skinker som smager virkelig godt i sandwich.



Når man nu alligevel er i denne ende af byen, bør man gå videre til Jisr el Wati, her ligger Beirut Art Center. Det er en lille kunst-hal med libanesisk samtidskunst. BAC åbnede i januar 2009, omkring samme tid som jeg ankom til Beirut første gang og det har været sjovt at følge etableringen og udviklingen af stedet.

De, i begyndelsen, meget simple kunst-udstillinger er nu udvidet med en lille butik, en café med tagterrasse, mediatek og en masse filmvisninger, foredrag, koncerter og debatter. Det er bestemt et besøg værd – læs om det på www.beirutartcenter.org

Udstillingen frem til 9 september er den første solo-udstilling i Libanon med palæstinensiske Mona Hatoum som er opvokset i Beirut. Hendes udstilling “Witness” dokumenterer kunstnerens opvækst under den libanesiske borgerkrig. Værket som udstillingen er opkaldt efter er en miniature udgave af det monument som står på Beiruts martyrplads. Miniaturen er af porcelæn og med skudhuller og revner står det som vidne til den 15 år lange krig.



Turen tilbage til Vest kan med fordel tages gennem de sydligere områder i Beirut. Her synes jeg stemningen minder mere om Cairo eller Damaskus end den franske landsby-stemning i Ashrafiyye og Gemmayzee. Her er minareter der synger, markeder, vandpibecafeer og en masse mennesker! Jeg kan rigtig godt lide at gå omkring i disse kvarterer, der er andre dufte og en anden stemning.

Det er Beiruts mange ansigter som gør det til så fascinerende et sted, så mange indtryk og oplevelser samlet lige dér. Men når det er sagt, så er disse forskellige ansigter også et udtryk for en stor ulighed i befolkningen. Der er langt mellem de smarte unge libanesere som sidder på caféerne i Hamra og Ashrafiyye og til de store familier som er presset sammen i en små faldefærdige lejligheder i Beiruts udkant. Det ene er ligeså meget Libanon som det andet, og det hele skal regnes med hvis man vil danne sig et indtryk af landet.

Tilbage Vest over og man havner i Hamra. Husk gode vandresko til denne tur – det er noget af en marathon. Men jeg synes den giver et godt indtryk af byen, og man kan jo snyde og tage en taxi hér og dér.
God tur!

Og lige en reklame og anbefaling: Tjek dette link www.bebeirut.org/walk.html - min gode ven Ronnie guider flere walking-tours om ugen rundt i Beirut. Han kender til en masse spændende historier og det er en rigtig god oplevelse! Starter man med en af hans ture, er man virkelig rustet til at udforske videre på egen hånd.

Økologi og Økonomi

Første lørdag i Beirut kræver naturligvis et besøg på Souk el Tayyeb – “det lækre marked”. Det foregår hver lørdag fra 9-2 PM i Saifi Village, ganske tæt på Martyrpladsen, Downtown Beirut.



Her kommer druser-familier ned fra bjergene og sælger deres juice, bønder fra Beiruts omegn sælger deres grøntsager og frugt, kunstnere kommer fra hele landet med deres håndværk og madmødre byder på smagsprøver på alverdens libanesiske specialiteter. Det hele er lidt dyrere end normalt, og noget af det er lige lovlig sundt...efter min mening smager falafel nu bedst når det er dybstegt og det samme gælder for flere af de andre lokale lækkerier. Men det er altid en dejlig oplevelse at besøge markedet.

Souk el tayyeb er det første Farmers Market i Libanon, og den bagvedliggende idé er at skabe et forum for bønder og producenter som deler en følelse af ansvar og respekt overfor natur, miljø og mennesker – på tværs af religion og sekteriske forhold. De er “Libanons forenede bønder”.

Udover det ugentlige marked i Beirut og rundt om i Libanon, arrangerer folkene bag Souk el tayyeb workshops for børn og voksne for at styrke den økologiske bevidsthed og de har udarbejdet et curriculum til brug i skolerne, der er erfarings-udveksling bønderne imellem og madfestivaller rundt om i landet for at promovere lokale traditioner og specialiteter.

Souk el tayyeb er et soleklart eksempel på en stor økonomisk ulighed i Libanon, med en gennemsnitlig libanesesisk indkomst, er der bestemt ikke råd til at købe ind på markedet. Det skal man huske på, men alligevel nyde et besøg på en varm lørdag formiddag.

Spirende udvikling

På min gåtur fra Hamra til downtown var det tydeligt at se hvordan den stabile udvikling i Libanon har smittet af på internationale investeringer og den rige klasses økonomiske forhold.
Nye cafeer og kæder er skudt op på mangt et gadehjørne siden jeg forlod Beirut i December sidste år. Starbucks har udvidet, Dunkin Doughnuts har fået en ekstra filial i Hamra, den amerikanske kæde Caribou Coffee står til at åbne – og minsandten om ikke H&M ligeledes har gjort sit indtog! Der har ellers nærmest været et dansk monopol på både mejeriprodukter og mode i Hamra – Arla, Jack&Jones og Vero Moda er ganske store hernede – men nu er svensken kommet på banen, og der går endda rygter om IKEA!





I Verdensbankens rapport over forholdene for investeringer i alverdens lande fra 2010 er Libanon placeret som nr. 108 ud af 183 lande, En del af baggrunden for de ufordelagtige forretningsforhold er ifølge rapporten politisk og økonomisk ustabilitet, korruption, uigennemsigtighed og ringe infrastruktur (Se hele rapporten her)

Gennemførelse af parlamentsvalg på fredelig manér i juni sidste år, økonomisk fremgang og stigende turisme synes at skabe håb om en fredelig fremtid og tiltrækker investorer. Det er jo umiddelbart positivt, men som min gode ven Ali sagde forleden:

“Hele verden vil gerne blande sig i Libanons udvikling, men det nytter ikke når der ikke er intern sammenhæng og folket er splittet mellem sekter og slægter. Økonomisk, politisk og social udvikling er nødt til at komme indefra”.

Ali har en pickles-business og er på Souk el tayyeb for at sælge sine pickles hver lørdag. Vi mødtes for et års tid siden i Saida, syd for Beirut, og faldt i snak. Jeg stødte på ham igen i lørdags på markedet, og han inviterede mig på besøg hos hans familie i Nabatiye (også i Syd) i næste weekend. Her bliver der meget mere tid til at høre hans bud på en økonomisk og politisk bæredytig udvikling af Libanon. Det glæder jeg mig til, og jeg bringer naturligvis guldkorn videre.

Beirut Vol.2

Så er jeg tilbage i Beirut efter at have afsluttet forårets semester i Danmark. Denne gang er det dog blot for to uger, men skønt er det.

Der har været ganske stille på min blog fra efteråret og frem til nu, men nu har jeg besluttet at tage tråden op igen og fylde flere historier på – her fra Beirut og fra rundt omkring i landet. Min mission i disse to uger, er at få skrevet nogle historier til www.U-landsnyt.dk som er et website med globale nyheder. Jeg vil gerne fortælle nogle af de historier som jeg synes er mere kendetegnende for Libanon end beretninger om konflikter og uro osv. Jeg har nogle idéer i ærmet, og skal ud og snakke med folk og lave research de næste uger. Det er vældig spændende, og jeg vil naturligvis ligeledes berette her på bloggen.

Jeg ankom til Beirut igår aftes med bus fra Damaskus (fløj dertil fordi billetterne var billigere) og nød turen over bjergene i snak med min palæstinensiske sidemand. Det arabiske skal lige op at køre igen, så det blev mest til en masse smil, basis-snak og gode hensigter – jeg lånte hende en kuglepen, hun gav mig en is….- sådan må man jo finde alternative kommunikations-metoder.

Jeg mødtes med en ven på min gamle (vores - og de flestes) stamcafé Younes i bydelen Hamra, og efter en kaffe gik vi til hans lejlighed hvor jeg er så heldig at kunne bo i den første uge. Der er smuk udsigt til havet og Beiruts lyde når helt op til balkonen hvor jeg sidder nu i en sval brise.

Nu vil jeg begive mig ud på min første færd, ud for at se om alt står som det gjorde og hilse på gamle venner. Jeg skal sørge for at supplere med fotos herfra, nu skulle bloggen bare lige sparkes igang igen – og det er hermed sket, følg med!