Graffiti - Weapon of Mass Discussion

“Talented multineers cloak the nude industrial walls of their country with an array of colours. Every night they rejuvenate the streets and give them a voice that screams to everyone passing them by, that Beirut cannot be silenced for she embraces artists who are louder than life”
(Beirut Street Art, 2010)



Beiruts mure er fulde af farver, tags, budskaber og kunst. I 1960´erne var graffiti et middel til at tagge politiske budskaber og udvise støtte eller foragt blandt de forskellige grupper i det allerede splittede samfund.

I løbet af borgerkrigen, omkring 1980, udviklede den politiske graffiti sig i højere grad til street art med sociale dynamikker i centrum. Det har ikke på noget tidspunkt været lovligt at male på byens mure, men på den anden siden gør politiet heller ikke noget for at afværge det – derfor er street art at finde over det meste af Beirut. Dog holder grafitti-malerne sig væk fra DownTown og andre områder med stor sikkerhedsbevågning.



Der er et ret stort undergrundsmiljø her i Beirut, både musik, kunst festivaller og events af alle mulige slags. Holder man øjnene åbne i gadebilledet, ser man altid flyers, plakater og taggede webside-adresser med alt mulig info om hvad der foregår.

Det er ret interessant at Beiruts mure i den grad bliver anvendt som socialt kommunikationsmiddel synes jeg. En fyr ved navn Tarek Joseph Chemaly har lavet en bog med rigtig flotte fotos af byens graffiti. Politiken bragte en længere artikel om denne tilbage i februar find den her. Hvis nogen er interesserede i at se bogen, så send mig en mail på mariexlarsen@gmail.com - jeg har den liggende som pdf.

Der er blevet udgivet en del litteratur om dette emne indenfor de sidste år, de facts jeg har nævnt ovenfor har jeg fået fra bogen: Beirut Street Art (Udgivet af Art Lounge, Beirut i 2010). Den kan anbefales.

Gadebilledets talrige og stærke budskaber vidner om en generation af kreative unge med behov for at udtrykke sig – og det putter farver på de krigshærgede bygninger som stadig står i de fleste dele af Beirut. Der er rigtig mange huse som er blevet forladt af familier der har emigreret under krigen. Disse står stadig som ejere af matrikler i hele landet, og husene bliver derfor ikke revet ned.

Spørgsmålet er også hvem der økonomisk ville dække en nedrivning af byens krigslevn. Det burde jo være staten - men staten er en noget underlig størrelse her i Libanon. Det vender jeg tilbage til ved lejlighed - dette var blot for at understrege: Bygningerne bliver højest sandsynligt stående længe endnu - og dermed forbliver graffitiens sociale budskaber og kommentarer en konstant del af byens udtryk.