Graffiti - Weapon of Mass Discussion

“Talented multineers cloak the nude industrial walls of their country with an array of colours. Every night they rejuvenate the streets and give them a voice that screams to everyone passing them by, that Beirut cannot be silenced for she embraces artists who are louder than life”
(Beirut Street Art, 2010)



Beiruts mure er fulde af farver, tags, budskaber og kunst. I 1960´erne var graffiti et middel til at tagge politiske budskaber og udvise støtte eller foragt blandt de forskellige grupper i det allerede splittede samfund.

I løbet af borgerkrigen, omkring 1980, udviklede den politiske graffiti sig i højere grad til street art med sociale dynamikker i centrum. Det har ikke på noget tidspunkt været lovligt at male på byens mure, men på den anden siden gør politiet heller ikke noget for at afværge det – derfor er street art at finde over det meste af Beirut. Dog holder grafitti-malerne sig væk fra DownTown og andre områder med stor sikkerhedsbevågning.



Der er et ret stort undergrundsmiljø her i Beirut, både musik, kunst festivaller og events af alle mulige slags. Holder man øjnene åbne i gadebilledet, ser man altid flyers, plakater og taggede webside-adresser med alt mulig info om hvad der foregår.

Det er ret interessant at Beiruts mure i den grad bliver anvendt som socialt kommunikationsmiddel synes jeg. En fyr ved navn Tarek Joseph Chemaly har lavet en bog med rigtig flotte fotos af byens graffiti. Politiken bragte en længere artikel om denne tilbage i februar find den her. Hvis nogen er interesserede i at se bogen, så send mig en mail på mariexlarsen@gmail.com - jeg har den liggende som pdf.

Der er blevet udgivet en del litteratur om dette emne indenfor de sidste år, de facts jeg har nævnt ovenfor har jeg fået fra bogen: Beirut Street Art (Udgivet af Art Lounge, Beirut i 2010). Den kan anbefales.

Gadebilledets talrige og stærke budskaber vidner om en generation af kreative unge med behov for at udtrykke sig – og det putter farver på de krigshærgede bygninger som stadig står i de fleste dele af Beirut. Der er rigtig mange huse som er blevet forladt af familier der har emigreret under krigen. Disse står stadig som ejere af matrikler i hele landet, og husene bliver derfor ikke revet ned.

Spørgsmålet er også hvem der økonomisk ville dække en nedrivning af byens krigslevn. Det burde jo være staten - men staten er en noget underlig størrelse her i Libanon. Det vender jeg tilbage til ved lejlighed - dette var blot for at understrege: Bygningerne bliver højest sandsynligt stående længe endnu - og dermed forbliver graffitiens sociale budskaber og kommentarer en konstant del af byens udtryk.

Beiruts mange ansigter

Forleden vandrede jeg gennem Beirut – hele vejen fra Hamra i vest til det armenske kvarter i øst. Det kan varmt anbefales for enhver som besøger Beirut at gå denne tur. Her mærker man virkelig hvordan byen forandrer sig fra område til område.

Start ved AUB og følg vejen som løber på højre side af universitetet, denne vej fører hele vejen gennem Down Town til martyrpladsen og der spændende ting at se på undervejs. Når man krydser martyrpladsen, krydser man samtidig den grønne linie som opdeler byen mellem Vest og Øst. Denne linie markerer opdelingen mellem den muslimske befolkning i vest og den kristne front i øst under den libanesiske borgerkrig 1975-1990.



Den grønne linie er ikke gældende længere og befolkningen er mere blandet nu, men man kan stadig mærke et skift når man går fra vest og ind i øst. Der er flere kirker end moskeér og den franske indflydelse er en del tydeligere på den kristne side af byen. Der er mange bygninger i fransk kolonistil og flere har fransk som deres andetsprog fremfor engelsk. Frankrig har haft en stor interesse i Libanons udvikling, og har støttet den kristne befolkning gennem tiden. Fra Anden Verdenskrig og frem til 1943 var Libanon under fransk mandat, og trods uafhængighed er der fortsat stærke forbindelser landene imellem.



Fra Gemmayzee fortsætter vejen ligeud helt ned til floden (flod er så meget sagt…det et meget sølle lille afløb) og på den anden side af broen ligger Bourj Hammoud som er det armenske kvarter.

Der er en omkring 150.000 armenere i Libanon, og bydelen er et lille armenien – et andet sprog, nye kullinariske specialiteter og endnu en ny og anderledes oplevelse. Her er en masse muligheder for at gøre sine indkøb af tøj, sko, køkkenredskaber, mad og alt mulig andet. Og et must er naturligvis de armenske specialiteter soujouk, basterma og makanek – armenske pølser og skinker som smager virkelig godt i sandwich.



Når man nu alligevel er i denne ende af byen, bør man gå videre til Jisr el Wati, her ligger Beirut Art Center. Det er en lille kunst-hal med libanesisk samtidskunst. BAC åbnede i januar 2009, omkring samme tid som jeg ankom til Beirut første gang og det har været sjovt at følge etableringen og udviklingen af stedet.

De, i begyndelsen, meget simple kunst-udstillinger er nu udvidet med en lille butik, en café med tagterrasse, mediatek og en masse filmvisninger, foredrag, koncerter og debatter. Det er bestemt et besøg værd – læs om det på www.beirutartcenter.org

Udstillingen frem til 9 september er den første solo-udstilling i Libanon med palæstinensiske Mona Hatoum som er opvokset i Beirut. Hendes udstilling “Witness” dokumenterer kunstnerens opvækst under den libanesiske borgerkrig. Værket som udstillingen er opkaldt efter er en miniature udgave af det monument som står på Beiruts martyrplads. Miniaturen er af porcelæn og med skudhuller og revner står det som vidne til den 15 år lange krig.



Turen tilbage til Vest kan med fordel tages gennem de sydligere områder i Beirut. Her synes jeg stemningen minder mere om Cairo eller Damaskus end den franske landsby-stemning i Ashrafiyye og Gemmayzee. Her er minareter der synger, markeder, vandpibecafeer og en masse mennesker! Jeg kan rigtig godt lide at gå omkring i disse kvarterer, der er andre dufte og en anden stemning.

Det er Beiruts mange ansigter som gør det til så fascinerende et sted, så mange indtryk og oplevelser samlet lige dér. Men når det er sagt, så er disse forskellige ansigter også et udtryk for en stor ulighed i befolkningen. Der er langt mellem de smarte unge libanesere som sidder på caféerne i Hamra og Ashrafiyye og til de store familier som er presset sammen i en små faldefærdige lejligheder i Beiruts udkant. Det ene er ligeså meget Libanon som det andet, og det hele skal regnes med hvis man vil danne sig et indtryk af landet.

Tilbage Vest over og man havner i Hamra. Husk gode vandresko til denne tur – det er noget af en marathon. Men jeg synes den giver et godt indtryk af byen, og man kan jo snyde og tage en taxi hér og dér.
God tur!

Og lige en reklame og anbefaling: Tjek dette link www.bebeirut.org/walk.html - min gode ven Ronnie guider flere walking-tours om ugen rundt i Beirut. Han kender til en masse spændende historier og det er en rigtig god oplevelse! Starter man med en af hans ture, er man virkelig rustet til at udforske videre på egen hånd.

Økologi og Økonomi

Første lørdag i Beirut kræver naturligvis et besøg på Souk el Tayyeb – “det lækre marked”. Det foregår hver lørdag fra 9-2 PM i Saifi Village, ganske tæt på Martyrpladsen, Downtown Beirut.



Her kommer druser-familier ned fra bjergene og sælger deres juice, bønder fra Beiruts omegn sælger deres grøntsager og frugt, kunstnere kommer fra hele landet med deres håndværk og madmødre byder på smagsprøver på alverdens libanesiske specialiteter. Det hele er lidt dyrere end normalt, og noget af det er lige lovlig sundt...efter min mening smager falafel nu bedst når det er dybstegt og det samme gælder for flere af de andre lokale lækkerier. Men det er altid en dejlig oplevelse at besøge markedet.

Souk el tayyeb er det første Farmers Market i Libanon, og den bagvedliggende idé er at skabe et forum for bønder og producenter som deler en følelse af ansvar og respekt overfor natur, miljø og mennesker – på tværs af religion og sekteriske forhold. De er “Libanons forenede bønder”.

Udover det ugentlige marked i Beirut og rundt om i Libanon, arrangerer folkene bag Souk el tayyeb workshops for børn og voksne for at styrke den økologiske bevidsthed og de har udarbejdet et curriculum til brug i skolerne, der er erfarings-udveksling bønderne imellem og madfestivaller rundt om i landet for at promovere lokale traditioner og specialiteter.

Souk el tayyeb er et soleklart eksempel på en stor økonomisk ulighed i Libanon, med en gennemsnitlig libanesesisk indkomst, er der bestemt ikke råd til at købe ind på markedet. Det skal man huske på, men alligevel nyde et besøg på en varm lørdag formiddag.

Spirende udvikling

På min gåtur fra Hamra til downtown var det tydeligt at se hvordan den stabile udvikling i Libanon har smittet af på internationale investeringer og den rige klasses økonomiske forhold.
Nye cafeer og kæder er skudt op på mangt et gadehjørne siden jeg forlod Beirut i December sidste år. Starbucks har udvidet, Dunkin Doughnuts har fået en ekstra filial i Hamra, den amerikanske kæde Caribou Coffee står til at åbne – og minsandten om ikke H&M ligeledes har gjort sit indtog! Der har ellers nærmest været et dansk monopol på både mejeriprodukter og mode i Hamra – Arla, Jack&Jones og Vero Moda er ganske store hernede – men nu er svensken kommet på banen, og der går endda rygter om IKEA!





I Verdensbankens rapport over forholdene for investeringer i alverdens lande fra 2010 er Libanon placeret som nr. 108 ud af 183 lande, En del af baggrunden for de ufordelagtige forretningsforhold er ifølge rapporten politisk og økonomisk ustabilitet, korruption, uigennemsigtighed og ringe infrastruktur (Se hele rapporten her)

Gennemførelse af parlamentsvalg på fredelig manér i juni sidste år, økonomisk fremgang og stigende turisme synes at skabe håb om en fredelig fremtid og tiltrækker investorer. Det er jo umiddelbart positivt, men som min gode ven Ali sagde forleden:

“Hele verden vil gerne blande sig i Libanons udvikling, men det nytter ikke når der ikke er intern sammenhæng og folket er splittet mellem sekter og slægter. Økonomisk, politisk og social udvikling er nødt til at komme indefra”.

Ali har en pickles-business og er på Souk el tayyeb for at sælge sine pickles hver lørdag. Vi mødtes for et års tid siden i Saida, syd for Beirut, og faldt i snak. Jeg stødte på ham igen i lørdags på markedet, og han inviterede mig på besøg hos hans familie i Nabatiye (også i Syd) i næste weekend. Her bliver der meget mere tid til at høre hans bud på en økonomisk og politisk bæredytig udvikling af Libanon. Det glæder jeg mig til, og jeg bringer naturligvis guldkorn videre.

Beirut Vol.2

Så er jeg tilbage i Beirut efter at have afsluttet forårets semester i Danmark. Denne gang er det dog blot for to uger, men skønt er det.

Der har været ganske stille på min blog fra efteråret og frem til nu, men nu har jeg besluttet at tage tråden op igen og fylde flere historier på – her fra Beirut og fra rundt omkring i landet. Min mission i disse to uger, er at få skrevet nogle historier til www.U-landsnyt.dk som er et website med globale nyheder. Jeg vil gerne fortælle nogle af de historier som jeg synes er mere kendetegnende for Libanon end beretninger om konflikter og uro osv. Jeg har nogle idéer i ærmet, og skal ud og snakke med folk og lave research de næste uger. Det er vældig spændende, og jeg vil naturligvis ligeledes berette her på bloggen.

Jeg ankom til Beirut igår aftes med bus fra Damaskus (fløj dertil fordi billetterne var billigere) og nød turen over bjergene i snak med min palæstinensiske sidemand. Det arabiske skal lige op at køre igen, så det blev mest til en masse smil, basis-snak og gode hensigter – jeg lånte hende en kuglepen, hun gav mig en is….- sådan må man jo finde alternative kommunikations-metoder.

Jeg mødtes med en ven på min gamle (vores - og de flestes) stamcafé Younes i bydelen Hamra, og efter en kaffe gik vi til hans lejlighed hvor jeg er så heldig at kunne bo i den første uge. Der er smuk udsigt til havet og Beiruts lyde når helt op til balkonen hvor jeg sidder nu i en sval brise.

Nu vil jeg begive mig ud på min første færd, ud for at se om alt står som det gjorde og hilse på gamle venner. Jeg skal sørge for at supplere med fotos herfra, nu skulle bloggen bare lige sparkes igang igen – og det er hermed sket, følg med!

Ramadan og religion i Beirut

Jeg vågnede meget tidligt imorges, den var vel 4 eller halv fem, temperaturen er endelig begyndt at falde lidt i Beirut, så jeg sov for første gang i lang tid uden min aircondition tændt. Jeg havde ladet døren til min balkon (!) stå åben, noget jeg heller ikke har gjort længe på grund af aggressive myg. Jeg vågnede ved at den nærliggende moske kaldte til dagens første bøn. Jeg har ikke hørt det så klart før, enten har min dør været lukket ellers har jeg hørt det blandet med trafikstøj i løbet af dagen. Det var så smukt. Jeg vågnede og kiggede ud på den gryende dag, alt var i helt klare og lyse farver. At vågne op til et sådan væld af fortryllende sanseindtryk, gav mig kuldegysninger og gjorde mig ganske rørt. Jeg lagde mig tilbage i sengen og sov de par timer jeg havde, før jeg skulle op og åbne brød-biksen kl. 7.30.

I dette indlæg vil jeg fortælle lidt om hvordan jeg oplever Ramadanen her i Beirut. Det er langt fra alle der faster, men der er alligevel en anden stemning i bydelen, og jeg forestiller mig at det må være en noget lignende følelse at være vidne til alle vores danske juletraditioner uden rigtigt at være en del af dem…

Ramadanen er måneden for koranens åbenbaring. Den strækker sig over 30 dage uden mad, drikke og røg i dagtimerne. Ramadanen begyndte d. 21 august, og har altså været igang i en uges tid nu. Som jeg tidligere har beskrevet er Hamra den vestlige og muslimske del af Beirut. Det bemærker man nærmest kun ved bedetid når minareterne synger over bydelen. Men her i Ramadanen træder religiøsiteten tydeligere frem. I de små bikse med forskellige snack- og frokosttilbud står sælgerne helt ensomme med bugnende hylder, og salget er i den grad gået ned på cafeen hvor jeg arbejder. Vi laver næsten ingenting i løbet af dagen, først efter mørkets frembrud begynder der at komme tryk på. Det skyldes selvfølgelig ikke kun Ramadan, men også at en stor del af vores klientel er turister, og turistsæsonen er gået på hæld. Ydermere er priserne på madvarer i Beirut betydeligt højere i denne måned.

Flere af mine kollegaer faster, og jeg ser til med respekt og en smule undren. Begge vores kokke og de to opvaskere faster, de står i mados fra 7.30-16.30 og må hverken spise eller drikke. Jeg synes det er utroligt at de kan holde til det, og samtidig synes jeg det er utroligt at de gør det. Det er en smuk tanke, at Ramadanen er for at huske at værdsætte livets goder, føle med dem som sulter og huske at være et godt menneske. Jeg værdsætter hvad jeg har og jeg gør hvad jeg kan for at være et godt menneske, men det kan jeg kun hvis jeg får lidt energi indenbords i løbet af dagen. Det er svært for mig at forstå dette stærke forhold til gud, men det fascinerer mig at mennesker jeg har en masse tilfælles med har denne dimension i deres verden.

Religion i Libanon er, som så meget andet, en forvirrende og omfangsrig affære. På universitetet havde vi to påskeferier i april, en for de ortodokse og en for de katolske kristne. Hele semesteret havde vi en masse enkeltstående feriedage og forlængede weekender for at tilgodese alle de forskellige trosretninger på AUB. Der er Sunnimuslimer, Shiamuslimer, Druzere og alle mulige forskellige grene indenfor kristendommen. Religion er langt mere eksplicit og offentligt her end jeg er vant til. Det er blandt de de førstnævnte omstændigheder på jobansøgninger, og nemt at klassificere ud fra efternavn eller adresse...(for kendinge)
En ældre og meget venlig herre, som bor i den bygning som Bread Republic er en del af, hedder George. Da Ramadanen startede i sidste uge, ville jeg ønske ham glædelig Ramadan og spurgte om han fastede. Han kiggede på mig som havde jeg stillet det mest latterlige spørgsmål han havde hørt længe, rystede på hovedet og sagde:
“Mary – Aamo GEORGE!!!” Ahh…nå ja, Sankt George er da vist en Kristen helgen, ja så faster Aamo George jo nok ikke…men jeg er jo slet ikke vant til at sætte forbindelse mellem navn og religiøsitet på den måde. Men det gør man her, og jeg har mange gange forklaret hvordan religion i Danmark er et langt mere privat anliggende og navne ikke nødvendigvis betyder noget.

Det føles altid specielt at sidde overfor stærkt religiøse mennesker og forklaret at jeg måske nok egentlig ikke rigtig tror på noget….noget må du da tro på?? Ja ja…..jeg tror vel på…noget...jeg ved bare ikke lige hvad…

Det er interessant at opleve Ramadanen her og mærke at der trods alt er mere religiøsitet end først antaget i det “internationale hamra".






































Øv.Tv. Hariri-moskéen i Beirut DownTown Øv. Th. Et alter i den kristne bydel af Beirut
Ned. Tv. Premierminister Hariri er Sunni-muslim fra byen saida syd for Beirut. Han hyldes med plakater og slogans overalt i byen Ned. Th. Et kors i Qadisha-dalen i den nordlige kristne del af Libanon.

På besøg hos fru Sukariya

Fru Sukariya er 81 år, og bor alene i en lejlighed på tredje sal i området Sanayeh. Hun kommer aldrig rigtig ud af lejligheden, da hun har sine forskellige skavanker som gør det svært for hende at bevæge sig meget længere end fra stuen og ud i køkkenet. Hun er et stolt menneske, som nægter at spise mad som ikke er hjemmelavet, hun er en fantastisk kok, og hun bruger sine dage i køkkenet – ruller vinbladsruller med ris i, mikser hummus, indbager alt muligt og laver en masse søde sager. Hendes køleskab er altid fyldt.

Jeg mødte Sukariya i februar, da jeg ledte efter et sted at bo, og kiggede på en masse forskellige steder. Et af stederne var lejligheden ved siden af Sukariyas i Sanayeh. Det var ikke lige hvad jeg ledte efter, men til gengæld utrolig hyggeligt at møde denne hjertelige lille dame. Vi havde fra start en rigtig god kommunikation, til trods for at hun snakker arabisk og en smule fransk – og jeg ingen af delene. Hun sagde da jeg gik, at lejlighed eller ej, så skulle jeg komme tilbage og besøge hende. Det gjorde jeg så et par uger efter, og det er fortsat gennem det sidste halve år.

Jeg har haft et kursus i arabisk på universitetet, og jeg havde timer hver morgen fra 10-11, så det var perfekt at gå ud til Sukariya bagefter og prøve de nye gloser af.
Hun er en spændende dame, og deler sikkert sin skæbne med mange andre gamle i Libanon.
Hun boede i Beirut da borgerkrigen brød ud i 1975, og flyttede så med sin mand og børn til Frankrig. De boede og skabte deres liv i Bordeaux, men det blev aldrig et rigtigt “hjem” for Sukariya. Hun elsker Libanon, det lille land med bjerge og hav, sne og sol, dejlige mennesker og en livsglæde som hun savnede i sine år i Frankrig. Da borgerkrigen sluttede i 1989, ville Sukariya tilbage til Beirut. Familien flyttede endnu engang, men det Libanon de kom tilbage til var ikke det de forlod. Beirut var bombet helt i stykker. Og skønt krigen var sluttet, betød det ikke fred og harmoni mellem alle de forskellige sekter i Libanon, kampen om hvem der har mere eller mindre ret til Libanon var langt fra overstået. Børnene, som ikke havde de minder og stærke bånd til landet som Sukariya havde, og som havde haft det meste af deres opvækst i Frankrig, fik hurtigt nok af Libanon. De forlod landet, 2 rejste tilbage til Frankrig, 1 til USA og kun den yngste blev i Libanon. Sukariyas mand døede kort herefter.

Der er rigtig mange libanesere som har deres familie spredt ud over hele verden. Jeg spurgte Sukariya igår, om hun ville rejse hvis hun havde muligheden, og hun tøvede ikke et sekund. Hun ville tage den først billet til Frankrig. Hun elsker stadig Libanon for alt hvad landet kan byde på af smukke steder. Men hun kan ikke leve et sted, hvor staten ikke yder nogen form for omsorg overfor landets ældre. Hun siger at manglen på en fælles fremadrettet politik for alle libanesere, har gjort folk til individualister som kun tænker på dem selv og deres familie.
Men Sukariya rejser ingen steder, det er hun alt for gammel til. Og jeg tvivler nu også på om hun ville gøre det hvis hun havde billetten i hånden. Hun er stolt, elsker det libanesiske køkken, har naboer som kommer over og så bliver der diskuteret højlydt, drukket kaffe og røget en masse cigaretter. Hun brokker sig, men ender oftest sætningerne med: Ja ja, men livet er jo godt nok.

Jeg er fascineret over hvordan hun og jeg er et perfekt eksempel på, en stærk sammenhæng mellem kommunikation og vilje til blive forstået og forstå. Når jeg lytter til ordene i vores samtaler forstår jeg omkring 1/3, men hun har en forklarende mimik og stopper ikke før jeg har forstået. Og hun hjælper mig på vej når ordene sidder fast i munden, retter min udtale og har virkelig skubbet mit arabiske frem!

Når jeg går siger hun altid at hun er min libanesiske mor, og at jeg skal komme tilbage så snart jeg kan. Det gør jeg, for hun er et ret fantastisk og facinerende menneske.

Koncerter i Libanons ruiner

Det tredje indlæg på min blog handler om et par af Libanons veletablerede sommerfestivaller.
Jeg var d.18 juli til koncert i Beiteddine med serbiske Emir Kusturica and his No Smoking Orchestra. Koncerten blev afholdt i et meget smukt palads som blev bygget i 1804 da Libanon var en del af det Osmanniske rige. Jeg har et par billeder som giver en fornemmelse af hvilken oplevelse det var at sidde der i paladset. Forestil jer en lun sommeraftenluft og en masse glade mennesker.
















Det var en god oplevelse, vejret i Beirut er for tiden nærmest uudholdeligt, det er simpelthen så varmt og fugtigt, så det er skønt at komme lidt op i bjergene om aftenerne og mærke en kølig brise. Kusturica og hans orkester lavede et rigtig godt show, og skabte en fest nede foran scenen, og på scenen. Hvis man er til Balkan-musik, så kan det virkelig anbefales!

Ugen efter var jeg til koncert i Byblos, en lille fiskerby 40 min. nord for Beirut. Det siges at være den ældste kontinuerligt beboede by i verden, spor viser helt tilbage til ca. 5000 fvt. Her er nogle ret fantastiske ruiner og en lille havn. Scenen var bygget på land, og tilskuerpladserne ude i vandet. Så under hele koncerten havde vi udsigt over de oplyste ruiner og byen.
Der var tre koncerter i træk; Den første var med Gonzales, en canadisk pianist, han var rigtig dygtig og det var stemningsfyldt. Men han synes at musik kun er rigtig musik når det spilles i mol, vores lalleglade vestlige musikstil er ren muzak…han var lidt irriterende. Bagefter var det CocoRosie. Det var en rigtig fed oplevelse, jeg har hørt dem før i København, men under disse omstændigheder var det aldeles fantastisk. Det er to New Yorker piger, som skaber et fantastisk lydunivers, med brug af alle mulige mærkelige ting og en levende Beat Box i stedet for et trommesæt. Tilsidst var det noget libanesisk tecno som vi smuttede fra, det levede ikke rigtig op til det foregående, og efter at have spenderet hele dagen i solen på stranden var vi også ganske trætte. Der er masser af andre muligheder for musikalske oplevelser i denne tid, både traditional musik og dans og alle mulige gæster udefra.



Jeg havde lyst til at skrive om disse oplevelser fordi jeg er ret begejstret over hvormeget alle de smukke og stemningsfyldte lokationer rundt omkring i landet bliver udnyttet, og det er nogle ret prominente kunstnere som spiller. Det er måske også en af grundene til at Beirut i New York Times blev kåret som nr.1 by, på besøgsværdige byer! Turismen er alene siden maj steget med 29% i forhold til sidste år, så turister er åbenbart mere og mere trygge ved at kommer her. Det er jo skønt. Det mærker jeg også på mit arbejde på cafeen, hvor der kommer en masse turister, jeg oplevede endda idag at jeg så et argentinsk par som jeg kunne kende fra et besøg på cafeen som jeg kunne høre sagde på spansk: “Hey…det er hende fra Bread Republic er det ikke?” Hæ hæ…det føltes ganske sjovt. Det var alt for denne gang, jeg vender snart tilbage med mere nyt hernedefra.